Ikke noget man planlægger

- Det var en underlig følelse jeg havde i kroppen den dag. På den ene side var maven fyldt med sommerfugle, og alligevel var det en utrolig dejlig fornemmelse igen at spille fodbold. Og så fik jeg jo en helt fantastisk modtagelse med romerlys og det hele.

Ordene er Martin Smiths, og de dækker utvivlsomt kun halvdelen af de følelser som gennemstrømmede ham i det øjeblik han for første gang siden den skæbnesvangre trafikulykke hørte dommeren fløjte spillet i gang. Med ham, Martin Smith, tilbage i trøje nummer syv. At det blot var en Danmarksserie-kamp, ændrer i den sammenhæng intet. Samtidigt var kampen det første afdrag på den taknemmelighedsgæld han selv føler at han har opbygget, til alle dem som har stået ved hans side i kampen for at vende tilbage til fodbolden.

- Jeg føler virkelig at skylder alle dem som har troet på mig og støttet mig, at vende tilbage for fuld styrke. Det er den eneste måde jeg kan vise dem at deres venten ikke har været forgæves. At min tro har været og stadig er lige så stærk som deres, lyder det sagte, men alligevel selvsikkert fra Martin.

Omgivelsernes stærke tro på Martins fremtid som fodboldspiller lægger naturligvis et stort pres på den unge Brøndby-forsvarers skuldre. Næsten overalt hvor han går, genlyder spørgsmålet: ?Hvornår ser vi dig på holdet igen?? Og selv om han mere end nogen anden brændende ønsker at kende dén dato hvor stadionspeakeren råber ?Og med nummer syv Martin D....?, og Faxe Tribunen replicerer ?...Smith!?, er svaret ikke ligetil.

- Jo bedre det går, desto mere utålmodig bliver jeg, men jeg bliver nødt til at tage den ro og lære at acceptere at andre ser mine fremskridt mere klart end mig. Lige nu går det utrolig godt på Danmarksserie-holdet, og jeg mærker ikke noget til hverken hoften eller følgeskaderne. Alligevel mangler jeg meget endnu for at nå den form som det kræver at spille i Superligaen. Men det vigtigste er stadigvæk at jeg har troen på at den dag kommer nærmere og nærmere.

At den dag Martin drømmer om, allerede nu kan skimtes i horisonten, skyldes kun at Martin på intet tidspunkt opgav håbet. Selv ikke i de tre måneder hvor lægerne ikke vidste om ledbåndene til hoften ville hele, så han igen kunne spille fodbold, tvivlede han:

- Jeg var jo nødt til at tro på det. Hvad fanden skulle jeg ellers lave? Fodbold er mit liv! Da ulykken kom, var jeg lige vendt tilbage fra en skade, og nu skulle jeg give den fuld skrue resten af sæsonen, at være så seriøs som muligt, så jeg kunne slå mit navn fast på holdet, men det satte ulykken en stopper for. Det er jo ikke sådan noget man planlægger, forsøger Martin spørgefuldt.

Ingen skal dog være i tvivl om at ambitionerne er uforandrede. De ligger måske lidt længere ude i fremtiden, men målet er ubetinget at genvinde pladsen på holdet ? som det store forsvarstalent han blev betegnet som før hin martsdag på motorvejen. Det bliver svært, erkender Martin:

- Konkurrencen om pladserne på holdet er utrolig hård. Og jeg forstår virkelig ikke hvorfor så mange har talt om at vi skulle købe en ny venstre back, når vi har Auri. Han har om nogen været en af de mest stabile spillere selv når vi spillede dårligt. At nå det niveau og den erfaring han har, kræver meget af mig. Men min chance består selvfølgelig i at Auri er højrebenet og derfor helst vil spille i højre side. Men så er der jo Kenneth Larsen som gjorde det godt på vores træningstur til Tyskland, men nu døjer med sin ene lyske.

I det hele taget er Martin imponeret over den forandring Brøndby-holdet har gennemgået siden forårets trøstesløse knoldesparkeri hvor det var svært at være tilskuer på Brøndby Stadion.

- Nogle gange havde jeg slet ikke lyst til at se holdet spille. Spillet var så dårligt at jeg lige frem sad på tribunen og fik dårlig samvittighed over indsatsen. Det var jo ikke Brøndby som spillede.

Det er det til gengæld nu. Med ni point i sæsonens første fire kampe og en forholdsvis god start i Europa er det en lidt mere smilende Martin der sætter sig til rette på Brøndby Stadion.

- Holdet spiller kanongodt lige nu. Spillet fungerer virkelig, og de chancer vi ikke skabte i foråret, kommer nu på stribe. Bare se på Lyngby-kampen og de chancer Mattias havde. Vi glemte desværre at bolden også skal over mållinjen, er Martins dom lidt fra sidelinjen.

Hvad forvandlingen fra losse-bold til tidligere tiders presfodbold skyldes, har han dog svært ved at sætte ord på.

- Der er jo ikke sket ret meget andet end at Mads Jørgensen er kommet ind på holdet. Men han tør gøre noget, og det smitter af på hele holdet. Samtidig spiller Krister jo helt fantastisk. Hans store erfaringer får på en måde hele holdet til at føle sig tryg, og så hjælper det jo altid at stemningen er utrolig god i truppen.

Martin er da heller ikke i tvivl om at Brøndby igen har fået et hold der kan nå langt.

- Nu skal vi bare ordne Shelbourne i Dublin, og så tror jeg vi har en realistisk mulighed for at klare de fleste hold i UEFA Cup?en. Selvfølgelig ikke i de førende i Europa, men vi er altså ikke så langt tilbage som mange folk mener. Vi har stadigvæk en del europæisk erfaring i truppen, og så længe vi får lov at spille bold og ikke bliver sparket ned af en flok sindssyge irere, har vi en mulighed, er Martins noget bitre kommentar om sidste torsdags kamp.

Brøndby mangler stadig noget for at nå det sidste stykke vej. Og det noget er vildskab.

- Fodbold er blevet for pænt. Der ingen der tør sætte sig igennem længere og tage konsekvenserne for det. Bare se hvor få advarsler der bliver givet, og her er de fleste for at brokke sig til dommeren. Hvor mange gule kort fik Graulund da han var på toppen?

Vildskaben er dog i truppen, og Martin peger her på Peter Madsen som gør det uventede og heller ikke er bange for at sætte sig igennem og tage konsekvenserne. Der skal selvfølgelig findes en balance, så det ikke ender som irsk fodbold, men en Faxe-type som sætter sig i respekt og inspirerer holdet til at kæmpe når der er brug for det, ville måske gøre holdet komplet. Måske er Krister ved at udvikle sig til den type.

Når Martin vender tilbage, bliver det under alle omstændigheder til et helt andet hold end det han forlod. Han kender naturligvis cheftræneren, men Martin nåede rent faktisk kun en måneds træning under Åge Hareide før ulykken rev ham bort fra fodbolden. Så også det er nyt. Men Brøndby-ånden er den samme.

- Brøndby fungerer nærmest som en familie, men uden at det går ud over den professionelle indstilling. En ting er i hvert fald sikkert: Jeg havde nok ikke fået den samme behandling og støtte i en anden klub, afslutter Brøndbys nummer syv.