Det bli'r bedre!
19.08.2001 00:00
Man kunne se det i det øjeblik Silkeborg-spillerne satte fødderne på græstæppet. De ville intet. Og de ville slet ikke vinde. Åreladte Silkeborg var kommet til Brøndby Stadion for at spille uafgjort, og hvis det ikke lykkedes, at forhindre nederlaget så længe som muligt.
- Silkeborg står egentlig bedst i første halvleg. De pakker sig ned og trækker tempoet ud af kampen for ikke at blive løbet over ende. De gør det utrolig svært at spille mod dem, og samtidig er vi ikke helt så aggressive som vi tidligere har vist. Derfor går der ser lang tid før vi får overtaget, vurderer målscoreren til 2-0, Peter Madsen, der efter kampen blev kåret til Man of the match af 3+'s seere.
Første halvleg bragte kedelige billeder frem på nethinden. Der var lidt for meget forår luften. Midtbanen og angrebet hang ikke sammen, og meget af spillet var forgæves. Men i det 36. minut af kampen brød Peter Madsen igennem Silkeborg-forsvaret der ikke kun stoppe ham med lovlige midler. Mads Jørgensen effektuerede sikkert straffesparket, og herefter stod der Brøndby på opgøret.
- Vi spiller egentlig OK i første halvleg, men fordi Silkeborg hele tiden sparker bolden væk, får vi ikke gang i vores presspil. Vi har sæsonens første kampe vist spil der var bedre end i dag, og det spil skal vi naturligvis genfinde, lyder det selvkritisk fra den nye liga-topscorer, Mads Jørgensen.
Kun to minutter inde i anden halvleg var det igen Peter Madsens tur at henrykke. 2-0 på en fremragende frispilning fra Rafal Niznik, og blot fire minutter senere fik Superligaens topscorer, Mads Jørgensen, de af de 10.000 der endnu sad ned, op at stå med sit mål til 3-0. Indlægget stod den i pausen indskiftede Thomas Lindrup for, og det var da også ham der scorede kampens sidste mål. Resultat: fem kampe, 12 point og en målscore på 14-2.
- Jeg føler virkelig at jeg får revancheret indsatsen fra Lyngby-kampen. Det gør hele holdet i dag, og især i anden halvleg hvor vi for alvor begynder at løbe for hinanden, sætter vi Silkeborg under pres, men det var svært da de jo nærmest spillede noget der lignede 8-0-2, kommenterer manden bag anden halvlegs dynamisk og målgivende venstrekant, Thomas Lindrup.
Med den tredje sejr på hjemmebane i denne sæson er cheftræner Hareide ved at lægge et solidt fundament til det uindtagelige fort Brøndby Stadion efter hans mening skal være. Indsatsen i dag var dog ikke helt så overbevisende som han kunne ønske.
- Vi spillede simpelt hen for afventende i første halvleg. Silkeborg stod langt tilbage på banen, og så forfaldt vi til forårets spil. Koncentrationen var heller ikke i top, og det førte til en del boldtab, fremhæver cheftræneren der i pausen bad sit hold om at komme længere frem på banen og øge presset på kanterne. Og det må man sige at de gjorde.
Allerede på torsdag skal holdet i ilden igen. 2-0 sejren hjemme over Shelbourne skal fuldbyrdes, så billetten til UEFA Cup'ens kan indløses.
- Shelbourne skal frem på banen for at indhente vores forspring. Det giver os mulighed for at slå kontra, og det opskriften på hvordan vi kommer videre, lyder det enkelt fra Åge. Eller som målscoreren til 4-0, Thomas Lindrup, formulerer det.
- Vi skal forsvare os og score ét mål. Og selvfølgelig gør vi det!
Læs mere om kampens forløb og se billeder fra kampen