Åge: De skal stresses overalt
17.08.2001 00:00
Chancer var der nok af i sidste Superliga-rundes udebaneopgør mod Lyngby FC. Alligevel var det Lyngby-omklædningen der efter kampen rungede af 'Hvem var det der vandt i dag...!'. Den manglende tilstedeværelse af en enkelt detalje forhindrede at de tre point kom med i Brøndby-spillernes bagage: Mål.
Den detalje får dog ikke lov at udeblive i søndagens liga-kamp mod et åreladt Silkeborg-hold der så sent som i går måtte se den mangeårige målmand signere en to-årig kontrakt med tyrkiske Besiktas. Desuden er den sædvanlige angrebsduo bestående af Mikkel Lindorff og Iddi Alkhag som i sidste sæson spillede for henholdsvis FC Frederica og Esbjerg fB, skadesramt. Alligvel bliver det ingen let kamp vurderer cheftræner Hareide
- Forhåbentlig har spillerne lært i hvert fald én ting af Lyngby-kampen. Intet går af sig selv. Selv om alle forventer en Brøndby-sejr på søndag - og det gør jeg også - skal kampen altså spilles. Uanset hvor dårlig en start på sæsonen Silkeborg har fået, må vi simpelt hen ikke undervurdere dem, og det håber jeg er klart for enhver, understreger Åge.
Onside varmer op til Silkeborg-kampen.
Det fik ikke lov at fungere som en undskyldning, alligevel var det tydeligt at Brøndby-spillerne var mærkede af sidste torsdags UEFA Cup-kval-match mod Shelbourne da de løb på banen i Lyngby. Den undskyldning holder dog ikke længere.
- Spillerne har nu fået den fysiske og mentale hvile de havde brug for efter mødet med irerne. Kravet er derfor at vi sætter os på kampen fra start. Silkeborg skal presses højt på banen og stresses overalt. Rytmen fra sæsonens tre første kampe skal genfindes, lyder kravet fra cheftræneren.
Han melder desuden hele truppen fra Lyngby-kampen klar mod Silkeborg. Også Mads Jørgensen der måtte forlade Lyngby Stadion med lyske-problemer.
Mads deltog lige som i går fuld ud i dagens træning.
- Jeg har ingen problemer med lysken længere. Det var godt med nogle fridage, så musklerne kunne få lidt ro. Så jeg er helt klar til at møde Silkeborg hvor jeg forhåbentlig gør det bedre end mod Lyngby. Her fandt jeg aldrig sammenhængen med Krister på midtbanen, og derfor blev spillet heller i så flydende som i de første kampe, erkender Mads.