Ydmyget

19.04.2001 00:00

Brøndby IF er ude af Landspokalturneringen. Det blev en realitet efter at holdet i aften tabte 0-2 til Viborg FF i overværelse af 2.466 tilskuere på Viborg Stadion. Kampen blev en spillesmæssig ydmygelse af Brøndby-holdet som efter at være kommet bag ud 0-1 faldt totalt sammen. Den spillemæssige skuffelse i mandagens Faxe Kondi Liga-opgør mod Herølge gør åbenbart stadig ondt.

Inden Alex Nørlund med en iskold afslutning bragte Viborg foran 1-0, var det Brøndby som styrede kampen.

- Indtil Viborg scorer, er vi det bedste hold på banen. Vores spil er ikke prangende, men vi får spillet os frem på banen og får skabt chancer, er assistenstræner Lars Olsens korte kommentar efter kampen.

Thomas Lindrup der i dag fik chancer fra start, var betydeligt mere bramfri i sin vurdering af nederlaget:

- Det var den værste omgang lort jeg har set. Vi har ikke tre sammenhængende pasninger i kampen efter Viborgs føringsmål.

Heller ikke Mattias Jonson der fik de sidste tyve minutter på banen som erstatning for netop Thomas Lindrup, har lyst til at se tilbage på kampen:

- Det var skidt, utrolig skidt. Vi falder sammen efter at vi kommer bagud ? vi mister fodfæstet ? og det må simpelt hen ikke ske. Nu må vi se fremad, for det kan kun blive bedre. Det her var bunden.

På søndag møder Brøndby AaB på udebane. Med aftenens farvel til Landspokalturneringen, er der nu kun Ligaen tilbage at koncentrere sig om. Det er vel en af de mest brugte klicheer i fodboldverdenen, men det er også de barske realiteter.