Rudbæk: Vi har noget at spille for!
21.04.2001 00:00
Hvis man kigger på stillingen i Faxe Kondi Ligaen, så kan man se, at AaB ligger solidt plantet i midten med afstand til både toppen og bunden. Så man kunne måske få den idé, at AaB ikke har det helt store at spille for; men den idé er AaBs træner Peter Rudbæk ikke villig til at købe:
- Vi har i allerhøjeste grad noget at spille for. Så langt er der heller ikke op til toppen, og her i foråret har vi spillet bedre end vores pointhøst viser. Spillemæssigt er det gået godt i de fleste kampe her i foråret; men det er nok typisk for et hold, der er ved at blive spillet sammen, at man ikke altid får udbytte af spillet. Siden jeg kom til i sommerpausen, har vi mistet 7 spillere, og der er kommet 4-5 nye; men først og fremmest er der kommet en masse nye unge, og jeg mener, at det er meget sigende, at vi har 4 mand på U 21-landsholdet.
Torsdag spillede Brøndby pokalkamp i Viborg, mens AaB ikke havde nogen midtugekamp; men det ser Peter Rudbæk ikke som en fordel for AaB:
- Det bør ikke mærke Brøndby. Det burde ikke betyde en pind, hvis man gerne vil kunne gøre sig i europæisk fodbold også.
Søndagens kamp i Aalborg tegner som så mange andre kampe i Faxe Kondi Ligaen til at blive en åben affære, og det regner Peter Rudbæk også med:
- Jeg forventer en lige kamp. Det plejer det ofte at være mellem AaB og Brøndby, hvor Brøndby som regel vinder i Brøndby og AaB vinder i Aalborg. Denne gang er det måske lidt anderledes, fordi vi stiller med et nyt hold. Hvis tingene fungerer for os, så kan vi godt vinde; men hvis Brøndby spiller op til deres bedste, kan vi godt få det svært.