Ove Pedersen: Ikke tilfreds med uafgjort
26.04.2001 00:00
Efter 25 spillerunder i Faxe Kondi Ligaen ligger oprykkerne fra FC Midtjylland nummer 1, hvilket nok er overraskende for de fleste. Søndagens kamp mellem Brøndby og FC Midtjylland må derfor betegnes som en topkamp. FC Midtjyllands træner, Ove Pedersen, vil da heller ikke udelukke, at hans hold står med trofæet ved sæsonens afslutning:
- Jeg vil sige det på den måde, at det er en mulighed. Vi er blandt bejlerne til mesterskabet, og det er store ord at bruge for en oprykker; men vi har været godt forberedte, fordi vi har været fuldtidsprofessionelle. Da jeg i sin tid udtog spillere til FC Midtjyllands trup fra Herning og Ikast, valgte jeg at satse på mange unge spillere med potentiale i stedet for at vælge det sikre med de ældre spillere. Det var en chance at tage, da det kunne koste os oprykningen; men nu har vi fordelen af det.
Selvom FC Midtjylland er med i den tætte topstrid, har klubben netop solgt angriberen Christian Lundberg til AB, hvilket umiddelbart ligner en svækkelse, hvilket Ove Pedersen også er enig i.
- Ja, det er da en svækkelse; selvfølgelig er det det. Set egoistisk som træner vil jeg gerne beholde alle i truppen; men jeg har hele tiden vidst, at FC Midtjylland er en klub, der skal sælge spillere for at få det til at løbe rundt, så det må man affinde sig med. Det positive er, at angrebet er det sted, vi bedst kunne undvære en spiller.
Sæsonens to første opgør mellem FC Midtjylland og Brøndby, begge på Ikast Stadion, er endt uafgjort, og udefra kunne det måske se ud til, at endnu en uafgjort ville være et godt resultat for FC Midtjylland; men Ove Pedersen og hans tropper kommer ikke for at fedtspille.
- Vi kommer ikke og står bagi for at spille på uafgjort. Jeg forventer et topbrag med to hold, der gerne vil vinde. Jeg tror kampen bliver intens og tæt. Vores to første kampe mod Brøndby er nogle af de bedste kampe, vi har spillet i rækken, selvom vi ikke vandt. I de to kampe havde vi spillemæssigt godt fat i Brøndby; men de to kampe var hjemmekampe, mens vi denne gang er på udebane, så det gør en forskel. Det er i hvert fald ikke vores intention at spille efter uafgjort, så det er først efter kampen, at jeg kan sige, om jeg er tilfreds med 1 point. De fleste vil nok mene, at det ville være godt for os at få uafgjort på Brøndby Stadion; men man kan også vende det om og sige, at hvis vi slår Brøndby, så får vi lavet et hul påfem point.