Hvorfor gør vi det så svært for os selv?

01.04.2001 00:00

Hvorfor skal vi gøre det så svært for os selv? Det spørgsmål er svært at komme uden om efter dagens nederlag til F.C. København. Det tegnede ellers lige så lyst som de stråler solen sendte ned over Brøndby Stadion på årets vel første rigtige forårsdag. Skadeslisten var den korteste i lange tider, og det så ud til at The New Firm i dansk fodbold ville samle et rekordpublikum på Brøndby Stadion.

Forårsvejret kunne dagens indsats ikke røre ved, og selv da stadionlyset blev slukket, kastede solen stadig sine sparsomme stråler mod grønsværen. Resultatmæssigt derimod blev lyset allerede slukket i anden halvleg. FCK-føring til 2-1 og et håb om sejr der langsomt svandt. Tilskuermæssigt blev dagen også lidt af en skuffelse. Kun godt 25.000 havde vovet sig til Brøndby Stadion; cirka 3.000 færre end åbningskampen mod AB i oktober 2000.

- Vores indsats i dag var bestemt ikke god. Vores pasningsspil fungerede ikke. Vi kunne ikke ramme hinanden, og da vi derudover begik en række personlige fejl og derved mistede bolden, fik vi aldrig lagt et massivt pres mod FCK. Sådan lyder cheftræner Åge Hareides kyniske analyse af nederlaget, og han fortsætter:

- Det er utrolig vigtigt at vi samler os efter dagens nederlag. At vi fokuserer på de positiveekter af kampen og forbedrer det der gik galt. Mod Silkeborg på søndag skal vi vise er vi stadig er med i kampen om DM.

Vender vi os til spillerne, har de samme udlægning af dagens nederlag. Fra forsvarets venstreside har Auri følgende at sige om indsatsen:

- Vi spiller ikke specielt godt. Vi begår alt for mange personlige fejl, og vores timing er væk i dag. Med udligningen i slutningen af første halvleg får vi modet tilbage. Desværre spiller FCK klogt; kommer foran og trækker sig tilbage og lever af kontrachancerne, lyder det fra den litauiske back.

Søren Krogh der fik de sidste 10 minutter af kampen lægger vægt på det fantastiske udgangspunkt vi kunne have givet os selv med en sejr:

- Vi har i dag chancen for at distancere os fra nogle af vores værste konkurrenter. Med tre point mod FCK og forhåbentlig tre mod Silkeborg på næste søndag, ville vi være godt på vej mod guldet. Desværre snubler vi. Vi spiller skidt. FCK står godt. Så kort kan det siges.

Altid hårdtarbejdende Magnus Svensson tænker fremad:

Vi må arbejde videre og lære at styre kampen bedre. Det er det der skal give os sejren mod Silkeborg i næste uge. Vi må simpelthen træne hårdere. Det er vejen fremad. FCK var bedre end os i denne kamp. Alligevel bør vi spille bedre med den atmosfære der var på Brøndby Stadion. Desværre var det FCK's dag. Alle 50/50 chancer faldt ud til deres fordel, lyder det afsluttende fra Magnus.