God stemning i omklædningsrummet
13.04.2001 00:00
Det er vel klart, at der var god stemning i omklædningsrummet idag oven på gårsdagens gode resultater. DS holdet var bagud 1-3, da der manglede 10-15 minutter og fik 3-3. Et godt resultat i Slagelse, hvor det altid er svært at vinde. Udover de 3 mål havde vi 2 forsøg på stolperne, og skulle angiveligt have vundet kampen. Brian Bække, der hele sidste sæson døjede med rygproblemer scorede for 2.uge i træk 2 mål i en kamp. Vinterens ektra styrketræningsprogram har bragt Brian væk fra rygproblemerne og tilbage som en dygtig målscorer. Iøvrigt mangler Brian Bække endnu godt et år inden han er færdig som student, men derefter bliver han fodboldspiller på fuld tid. Meldingerne fra Slagelse er, at Auri Skarbalius spillede en virkelig god kamp.
Men vigtigere for stemningen var selvfølgelig sejren i Odense. Skabt på vilje, fight og hårdt arbejde. Det kunne faktisk ikke lade sig gøre, at spille godt fodbold: Det var frygtelig koldt, stormede og banen var mildt sagt ujævn og vanskelig. Vi så 'On side' på vej hjem i bussen og konstaterede, at vores kamp, var rundens bedste med 3 bolde. Det tolkede vi som om, der havde været temmelig lav standard rundt omkring rent spillemæssigt.
Vore spillere er fundet sammen i et godt kollektiv. Vi har i de sidste 2-3 uger talt en del om vores modgang og manglende præstationer mod FCK, og lige nu er vi meget glade og tilfredse med stemningen og spillertruppen. Det virker lovende. Vi plejer jo at blive bedre, når banerne bliver gode. Foruden vor egen sejr var vi jo ualmindelig heldige med alle de øvrige resultater. Nu er vi på førstepladsen og skal 'bare' sørge for at blive der sæsonen ud. Forud for sidste hjemmekamp var vi bange for at komme 8 point efter Silkeborg i tilfælde af nederlag. Sådan er fodbold. Spændende og meget omskiftelig.
Kim Daugaard viste i Odense sit store potentiale. Allerede i 1.halvleg et drøn på undersiden af overliggeren. - 33 m og 109 km i timen. Den bold havde fortjent en bedre skæbne. Senere undlod dommeren at benytte fordelsreglen, da Kim brød igennem og scorede. Her viste Daugaard, at han har evnen til at koncentrere sig og ikke lade sig distrahere af dommermodgang- måske er det roen fra de mange timer med jagtgeværet i naturen - ganske koldt blev bolden sat i nettet helt ude ved stangen uden chance for Karim Zaza og stadig med over 100 km i timen. Det var flot.
Ellers underholdt Graulund i omklædningsrummet med, at Ruben fik skæld ud af både Kim D og Søren Krogh, da Ruben sparkede bolden højt tilvejrs mod modsatte side. Søren Krogh var fri på højrekanten. Ruben mente det var en perfekt aflevering 'lige' over midterforsvarets hoveder. Graulund mente, at Søren K havde brokket sig så meget, at han ikke nåede at se målet, så Krogh måtte stå model til en del gas.
Per Nielsen havde fået en albue i brystet, fået en lille blodsamling og trykket et ribben og nøjedes med massage. Mattias Jonson måtte trække sig ud af kampen kort ind i 2.halvleg på grund af smerter i låret, men han havde det bedre idag, end vi havde turdet håbe på og lavede lidt styrketræning og blev behandlet med massage og ultralyd. Værst havde Ruben Bagger det. Fra midt i 1.halvleg havde han smerter i venstre læg. På grund af Mattias's skade måtte Ruben bide smerterne i sig og gennemføre kampen . Der sidder nu en lille blodsamling i læggen, som vi dog håber at kunne få gjort i orden i løbet af påsken. er Ankergren har vrøvl med sit knæ, når han skal bøje det. Vi har lidt svært ved at få overblik over, hvad der er galt og er skal efter påske til undersøgelse hos dr. Eilif Larsen i GildhøjCentret.
Spillerne har nu fri i morgen, og træner igen på søndag.
Begge hold spiller hjemme 2.påskedag mod henholdsvis Alberslund og Herfølge.
Vi håber, at vore fans møder op i stort tal til begge kampe og bakker spillerne op, så vi kan fortsætte fremgangen.