Fra generalforsamlingen
24.04.2001 00:00
Årets generalforsamling blev afholdt den 18. april i Vilfort lounge. 250 deltagere overværede generalforsamlingen.
Formand Ole Borch supplerede den skriftlige beretning bl.a med ordene ( det følgende udgør et resume): Rom blev ikke bygget på en dag. Ombygningen af Brøndby Stadion heller ikke, og opbygningen af vort nye hold med ny træner og nye udenlandske profiler blev heller ikke gennemført på en dag. Begge dele har taget lidt længere tid end vi havde håbet på. Men konklusionen er, at de mål bestyrelsen satte sig i efteråret 1999 er blevet nået. Vi har fået Danmarks flotteste fodboldstadion. Der findes ikke noget stadion, der giver en bedre ramme om en typisk dansk fodboldkamp. Rammerne er nu på plads. Herefter er opgaven naturligvis at udnytte rammerne, også til andre aktiviteter end vore egne fodboldkampe.
Hotellet på Gildhøj er er i 2000 blevet udvidet med 40 nye værelser, således at den samlede kapacitet nu er på 112 værelser. V i oplever en stigende indtjening på denne sideaktivitet. Vi vil fortsat overveje yderligere investeringer i GildhøjCentret med sigte for en større indtjening.
Focus ligger dog fortsat på fodbold. Vi har p.t det højeste gennemsnitlige tilskuertal i klubbens historie, og vi har forsat fremgang på sponsorfronten. Målsætningen er fortsat klar: Vi vil være førende i Norden.
Sammenfattende var formandens konklusion, at det seneste år siden generalforsamlingen er forløbet godt, selvom vi ikke vandt de trofæer, vi havde håbet på, eller høstet høje indtægter fra store spillersalg. Eneste virkeligt frustrerende forhold var den aktuelle aktiekurs, som bestyrelsen selvsagt var utilfreds med, men formanden konstaterede, at fodboldaktier p.t ikke var så attraktive som tidligere og at vor aktiekurs fulgte den almindelige trend.
Per Bjerregaard gennemgik herefter regnskabet, der viste et overskud på 437 t.kr.
Beretning og årsregnskab blev herefter enstemmigt vedtaget.
Generalforsamlingen gav bestyrelsen bemyndigelse til at erhverve indtil 10% af egne aktier i lighed med tidligere bemyndigelser.
Bestyrelsen genvalgtes og endvidere nyvalgtes Bruno Nørregaard, 42 år, reservedelschef hos Volvo, Bilia. 25 år i Brøndby IF heraf de sidste 15 år i ledelsen.
Der blev fra forsamlingen spurgt til Brøndby IF's eventuelle andele af et salg af Ebbe Sand. Det blev bekræftet, at Brøndby IF i så fald modtager en % del af transfersummen.
Der blev ligeledes spurgt til mulighederne for koncerter, boksestævner etc på Brøndby Stadion. Det blev bekræftet, at der er mulighed for dette og samtidig betonet, at Brøndby IF ikke ville være arrangør af koncerter, men gerne afvikle sådanne.
Der blev ligeledes spurgt til, om man kunne forestille sig, at Brøndby IF ville sælge en spiller forud for kvalifikationskampe til de europæiske turneringer. Svaret var, at det ville man helst ikke, men det ville blive afstemt efter størrelsen på tilbudet og om man mente at have, eller kunne skaffe kvalificeret afløser for pågældende spiller.