Åge: Ønskesituation
11.04.2001 00:00
Det var en lettet Åge Hareide der i dag stillede op til det vanlige interview om forventningerne til den kommende kamp - i morgen på Odense Stadion mod OB.
- Ovenpå sejren over Silkeborg er der en utrolig god stemning i truppen. Vi spillede rigitig godt i søndags. Spillerne udviste utrolig stor gejst og arbejdsiver og fik derfor med de tre point en velfortjent belønning. At holde fast i dét bliver omdrejningspunktet i opgøret mod OB.
Både Per Nielsen og Peter Graulund har afsonet deres karantæne, og de glider derfor igen ind i truppen som i morgen drager til Odense. Skadeslisten svinder fortsat ind, og cheftræneren Hareide står efterhånden over for et større positivt problem: Udvalget af kandidater til startopstillinger bliver stadigt større.
- At kalde det et positivt problem er ikke dækkende. Det er en ønskesituationen for en træner at have så bred en trup at vælge fra. Bredden betyder netop at vi får den konkurrence om pladserne som gør ikke alene de enkelte spillere, men hele holdet bedre. Men det betyder også at spillerne skal acceptere den konkurrence og vænne sig til ikke altid at være fast mand på holdet. Som det ser ud nu med to kampe inden for kort tid, vil vi se nogle spillere på banen på torsdag og andre på mandag.
Nu da bredden i truppen igen nærmer sig det optimale, og da stemningen er i top, er forventningerne til kampen mod OB givet: Sejrsstimen fra efteråret skal genoptages i Odense
- Vi burde have vundet den første kamp. Vores spil var bedst, men foran mål var vi ikke effektive nok. Det er vi i morgen, lover en optimistik Åge Hareide.