En vigtig weekend står for døren for Brøndby Esports FIFA-hold

11.05.2023 08:00

Brøndby IF's fodboldhold træder ind i en vigtig fase af deres respektive ligaer, når både 3F Superliga og Gjensidige Kvindeliga snart afsluttes.

Det samme gør vores FIFA-hold, da vi træder ind i den afgørende del af sæsonen.

Vi har nemlig årets, indtil videre, to vigtigste turneringer på programmet i denne uge: FIFA eClub World Cup Playoffs og eSuperliga Finals.

FIFA eClub World Cup Playoffs er det afgørende stadie om at komme med til klub VM. Der er fire hold tilbage i vores pulje, hvoraf de to bedste hold går videre. Vi skal møde norske Off-Pitch x LSK i første runde. Udover Off-Pitch x LSK, er danske R288 samt finske YMCA Esports blandt de fire sidste hold.

Du kan følge vores klub VM-kvalifikation på vores Twitch-kanal, twitch.tv/brondbyesport.

Det hele starter kl. 17:00 på fredag.

eSuperliga er tilbage i weekenden
eSuperliga Finals er endelig tilbage! Denne gang i et ændret format. Vi er endt i gruppe med Lyngby BK, AaB og Nykøbing FC. Det er kun førstepladsen, der går videre fra gruppen og i semifinalen.

Vinder vi vores gruppe, kan vi møde enten Viborg FF eller FC Nordsjælland, der gik videre til semifinalerne via lørdagens online kvalifikation, eSuperliga Play-Ins.

Du kan se hele eSuperliga Finals live i City2 helt gratis.

Udover at se Danmarks bedste FIFA-spillere live, vil der også være en stor fanzone, hvor der bl.a. vil være pannabaner, bordfodbold, FIFA23, autografskrivning, jongleringskonkurrence og meget andet.

Er du forhindret i at komme og opleve det hele live, kan du følge turneringen på Twitch.tv/esuperligaDK.