CS:GO-holdet skal en tur i 1. division

23.03.2022 13:07

Vores første sæson i Danmarks bedste Counter-Strike-liga, POWER Ligaen, endte desværre med en ærgerlig nedrykning til 1. division.

Sæsonen begyndte rigtig godt, og selvom mange på forhånd havde spået os til ikke at få et ben til jorden, så lå vi alligevel stabilt i midten af tabellen med fem sejre og seks nederlag efter første halvsæson.

Herefter fulgte tre ugers pause, der desværre lod til at falde bedre ud for vores modstandere end os.

Til trods for en masse tætte kampe i resten af sæsonen, der ofte gik i overtid, endte vi desværre ned i bunden af tabellen, hvilket betyder divisionsspil i næste sæson.

Næste sæson starter om en måned, og indtil da skal der optimeres på holdets spillestil og indbyrdes aftaler. 

Holdets cheftræner Morten 'Mugge' fortæller om sæsonen:

- Vi har rigtig mange ting, der fungerer for os som hold, og vi har langt hen ad vejen gjort det over forventning. Vi er dog også nødt til at kigge indad, i forhold til hvad vi kan forbedre. Vi er nødt til at forstærke vores struktur og tilgang til træning og kamp endnu mere. Jeg er ikke i tvivl om, at viljen og potentialet er på holdet, men vi skal fortsat optimere på vores metoder for at udvikle os.

Ifølge Jesper Larsen, Head of esport I Brøndby IF, er der positive ting at tage med videre i arbejdet frem mod næste sæson:

- Vi har bevist, at vi kan spille op mod nogle af de bedste hold i Danmark, og at vi har fat i noget af det rigtige med det Counter-Strike-projekt, vi har udviklet gennem det sidste år. Dog er det også tydeligt, at vi skal være endnu skarpere på vores tilgang, da man hurtigt bliver straffet i landets bedste liga. Nu hedder det 1. division, hvor vi skal finjustere holdet, men målsætningen er, at vi hurtigst muligt skal tilbage i POWER Ligaen.

- Vi er kun lige begyndt vores projekt, og nogle gange må man gå et skridt tilbage for at gå to frem.

Næste sæson starter tirsdag 19. april.