Talentliga Finals skal afvikles i weekenden

13.05.2022 08:00

I den kommende weekend, lørdag 14. maj og søndag 15. maj, afvikles Talentliga Finals, hvor Danmarks bedste FIFA-akademihold skal findes. 

Talentligaen er en community-drevet liga, der har til formålet at gavne niveauet for talenterne i Danmark.

Der spilles én sæson pr. FIFA-spil, og de foregående udgaver er vundet af henholdsvist AGF Esport og Tricked Esport. I begge sæsoner har vi måtte se os slået ud i semifinalen.

Turneringsstrukturen er bygget op med et grundspil og efterfølgende Finals. I grundspillet dyster de 11 hold om at komme i top otte, der kvalificerer sig til Finals. I grundspillet endte vi på en tredjeplads med 13 sejre, fire uafgjorte og tre nederlag og i alt 43 point.

Til Finals starter de fire bedste hold i winner’s bracket og de fire dårligste hold i loser’s bracket. Det betyder, at de fire hold, der er i winner’s bracket, skal møde hinanden. Og de fire hold, der er i loser’s bracket, skal møde hinanden.

Holdene i winner’s bracket kan tåle at tabe én kamp og stadig have muligheden for at gå hele vejen, hvorimod de fire hold i loser’s bracket skal vinde alle kampe, hvis de vil ende som vindere.

Møder Br4te Esport i første opgør
I første runde skal vi møde esportsorganisationen Br4te Esport. Br4te Esport endte på en andenplads med 44 point, ét point foran os. De to indbyrdes kampe i grundspillet endte med en sejr på 11-1 og et smalt nederlag på 3-4. Vi håber naturligvis på at kunne gøre kunsten efter fra det første møde.

Træner Christoffer Schülein har valgt Emil ’Kruse’ Høyer-Kruse og Oliver ’Gehlzzzz’ Gehl Nielsen som de to, der skal forsøge at få sejren hjem.

Br4te Esport vs. Brøndby Esport
Lørdag 14. maj og søndag 15. maj
Kampstart: kl. 13:00
Se den her: Twitch.tv/brondbyesport

Bracket til weekenden kan ses her.