
Opsummering på FIFA Global Series
25.05.2022 08:47
I går sluttede den sidste FGS Qualifier i FIFA22 – den fjerde af slagsen – og derfor kan vi nu danne os et samlet overblik over, hvordan det er gået vores spillere. Det har generelt set været en blandet landhandel, dog med flere succesrige turneringer, og samtidig har vi de to bedste danskere på ranglisten i form af Klenke og Blazek.
De 16 bedste fra vores region, Europe East, kvalificerer sig til Playoffs. Dog er der forskellige faktorer i spil, der gør, at det er muligt at komme med, hvis man er længere nede på ranglisten. Det vender vi tilbage til.
Sådan gik det:
Lillelys endte på 75 Pro Points, da han kom i top 32 i FGS #2. Han har desværre ikke kunne tage niveauet fra eSuperligaen sæson 7 med til disse turneringer, hvilket betyder, at Lillelys’ sæson er ovre. Han endte på en delt 61. plads.
Fredberg endte på 100 Pro Points efter et flot run i FGS #3, hvor han endte i top 16. De 100 Pro Points betyder, at han ender på en delt 43. plads.
OneWayCrazyy endte på 0 Pro Points, men i og med han vandt eSuperligaen sæson 7 i december med Randers FC, har han siden da været kvalificeret til Playoffs.
Klenke vandt på flotteste vis FGS #1 og sikrede sig den vej igennem 250 Pro Points og samtidig $10.000. Han har siden sejren uofficielt været sikret Playoffs, og efter den sidste turnering er afviklet, kan vi konstatere, at han ender på 15. plads – altså inden for de adgangsgivende placeringer.
Blazek har været på en vild rutsjebanetur. I FGS #2 fik han 130 Pro Points efter en flot placering i top otte. Det betød, at han skulle samle flere point i enten FGS #3 eller #4. I FGS #3 røg han desværre ud i swiss stage og fik ingen point. Til FGS #4 fik Blazek 75 Pro Points for en plads i top 32. Derfor ender han på 205 Pro Points og har i skrivende stund en plads som nummer 20. Det er kort fortalt ikke nok for at kvalificere sig til Playoffs, men det er ikke helt så enkelt.
Alt er ikke afgjort endnu
Officielt er det top 16 fra ranglisten, der kvalificerer sig til Playoffs. Dog giver de nationale ligaer også Playoff-pladser og det er her, det bliver interessant. Den italienske liga giver tre pladser, og da de tre, der vandt de tre pladser, allerede ligger i top 16, går pladserne videre ned på ranglisten. Det betyder lige nu, at top 19 kvalificerer sig. Derfor har Blazek trukket sorteper med sin plads på 20. pladsen.
Dog er alt ikke afgjort endnu. I weekenden spilles den tyske liga, hvor der også er tre Playoffs-pladser på spil. Her skal vi håbe på, at én af de tyskere, der er i top 16, får én af de tre pladser, der giver direkte adgang. I så fald vil pladsen tilfalde nummer 20 på ranglisten – Blazek. Der er lige nu seks tyskere i top 16, så chancen for at én af dem ender blandt de tre bedste i den tyske liga, er relativt stor.
Skulle det ikke ske, er der en mulighed endnu. Til eChampions League giver de tre bedste placeringer også en plads til Playoffs. Her skal vi igen håbe på, at én af de spillere, der er endt i top 16, ender top tre til eChampions League. Det vil i givet fald også betyde, at pladsen tilfalder den næste på ranglisten – Blazek.
TL;DR:
- Lillelys’ internationale sæson er færdig for i år.
- Fredbergs internationale sæson er færdig for i år.
- Klenke er klar til Playoffs.
- OneWayCrazyy er klar til Playoffs.
- Blazek er som udgangspunkt ikke med, men har dog relativt gode chancer for at komme med alligevel.
-At Blazek og Klenke ender som de to bedste danskere på den officielle rangliste.