
Brøndbyvester Skole tilbyder esport-undervisning i samarbejde med Brøndby eSport
24.01.2022 11:21
Er du dygtig til FIFA og kunne du tænke dig at få FIFA på skoleskemaet? Så er Brøndbyvester Skoles idrætsklasse helt sikkert noget for dig.
Det er Brøndby eSport, der står for undervisningen, hvor du som elev i idrætsklassen har FIFA-træning to gange om ugen som en del af dit ugentlige skema. Træningen bliver varetaget af Daniel Barnewitz, der er professionel FIFA-træner hos Brøndby eSport. Herudover går du naturligvis i almindelig skole sammen med resten af idrætsklassen.
Idrætsklasserne på Brøndbyvester Skole er et tilbud til eleverne om at kombinere skole og eliteidræt. Der er tre idrætsklasser på Brøndbyvester Skole - én i 7., én i 8. og én i 9. klasse.
Der er mange forskellige former for sport i idrætsklasserne herunder fodbold, håndbold, svømning og esport (FIFA). Alle har dog til fælles, at de brænder for og er ekstraordinært dygtige til deres sport.
Hvis det lyder som noget for dig, kan du læse meget mere om Brøndbyvester Skole og idrætsklassen på dette link.