Sæsonstarten i CS:GO står for døren

21.04.2022 08:00

I den kommende sæson spiller Brøndby Esport med i 1. Division, hvor den nye sæson blev skudt i gang tirsdag 19. april. For vores vedkommende begynder sæsonen dog først på mandag 25. april, hvor modstanderen er holdet ’Struggletony’.

Jesper Larsen, Head of eSport i Brøndby IF, fortæller forud for sæsonstarten:

- Pausen efter sidste sæson har gjort os godt, da vi har haft mulighed for at analysere sidste sæson og arbejde hårdt frem den nye sæson. Derfor kommer vi også ind med fornyet energi og en stor tro på tingene. Af den grund har vi også en ambition om at spille med i toppen af tabellen, så vi kan kæmpe med om oprykningspladserne til POWER Ligaen.

- Til den nye sæson har vi lavet en udskiftning i truppen, som betyder, at vi har sagt farvel til Anthony ’Behindx’ Luscombe. I stedet har vi hentet en ny ingame leader i form af Oliver Damm Jensen, også kendt som 'oJay'.

CS:GO-træner Morten Thule fortæller nærmere om valget:

- Da vi valgte at gå med Oliver, var der flere forskellige faktorer, som spillede ind. Først og fremmest var det Olivers lederegenskaber og beslutningstagen, som vi så som et godt match for holdet. Derudover bidrager han med enormt meget socialt, og hans dedikation kan man ikke betvivle. Vi tror fuldt ud på, at Oliver kan guide os tilbage til Power Ligaen, som er holdets klare mål for den kommende sæson i 1. Division.

Oliver 'oJay' har fået en god start i klubben og ser frem til den nye sæson for Brøndby Esport.

- Jeg føler, jeg er blevet taget rigtig godt imod af både holdet og klubben. Det er fedt at være et sted, hvor man kan mærke, at alle vil det hundrede procent. Alle taler godt sammen, og der er både store ambitioner og høj motivation for at udvikle sig, som passer mig rigtig godt.

- Jeg har fået chancen for at bevise mit værd med en stor rolle både som IGL og AWP, og jeg glæder mig derfor til at bevise, at jeg kan efterleve forventningerne. Lige nu glæder jeg mig bare til at komme i gang med sæsonen og arbejde mod at komme op i Power Ligaen igen. Jeg tror på, at det sagtens kan lade sig gøre, hvis vi fortsætter som nu.

Vi ser frem til den nye sæson, og I kan følge med på vores SoMe-platforme, hvor vi vil holde jer opdateret undervejs.