Gør dig klar til eChampions League Knockout Stage

20.04.2022 11:38

I weekenden skal vores FIFA-spiller, Lukas ’Blazek’ Poulsen, deltage i eChampions League Knockout Stage.

Dette er tredje fase af turneringen, der startede med indledende runder i november, gruppespil i marts og nu knockouts i april. Over 1000 håbefulde deltagere deltog ved de indledende runder, og nu står Europas 32 bedste spillere over for hinanden, hvor de skal dyste om den samlede præmiepulje på over én million kroner.

Turneringen bliver spillet i weekenden 23.-24. april i Stockholm, og målet for turneringen er at ende i top otte, som giver adgang til den afgørende fase af turneringen, som er eChampions League Finals. Her dyster de otte bedste deltagere om trofæet og titlen som vinder af eChampions League.

Turneringen vil være den første LAN-turnering siden corona lukkede verden ned. Formatet er ’double elimination’, hvilket betyder, at man ryger ud, hvis man taber to runder. I første runde skal Blazek op mod Diogo ’Diogo’.

Blazek kvalificerede sig til turneringen ved at slå danske 'Freddy', russiske 'egos_pegos' samt maltesiske 'brandsha' i gruppespillet. Blazek er et produkt af vores FIFA Masterclass, hvor han spillede i to år, inden han i sommer blev rykket op i førsteholdstruppen.

Faktaboks om turneringen
Dato: 23.-24. april
Tid: 13:15 begge dage
Sted: Space Arena, Stockholm
Deltagere: 32
Præmiepulje: $281.000
Stream: Twitch.tv/easportsfifa

Du kan læse mere og følge turneringen i weekenden her - ligesom der også løbende vil blive opdateret på Brøndby Esports Instagram og Twitter-profil.