![](https://cde-bif-cms-prod.azureedge.net/media/zo1f1bgj/fredberg2.jpg?width=2560)
Frederik ’Fredberg’ forlænger med Brøndby eSport
03.09.2021 11:00
I går kunne vi fortælle, at vi har forlænget kontrakten med 'Lillelys,', men blækket nåede dårligt at tørre på den kontrakt, før kuglepennen var i brug igen - også denne gang til underskift på en ny kontraktforlængelse.
Vores kaptajn på FIFA-holdet igennem de sidste fire sæsoner, Frederik ’Fredberg’, har nemlig forlænget med endnu et år, så Fredberg også i det den nye FIFA22-sæson står i spidsen for Brøndby eSport FIFA-holdet.
- Jeg er ekstrem stolt over, at det er en realitet, at jeg skal repræsentere Brøndby i det der bliver min femte FIFA-sæson i Brøndby-trøjen. Derudover er det en drøm, der går i opfyldelse, at skulle repræsentere Brøndby IF som forsvarende danske mestre. Målet for mig og resten af holdet er, at klubben samtidig kan kalde sig eSuperliga-mestre. Mine ambitioner har aldrig været større, både sportsligt og kommercielt, og personligt føler jeg at Brøndby eSport står stærkere end nogensinde, siger Fredberg om forlængelsen og tilføjer:
- I Brøndby har vi en stærk og talentfuld trup, samtidig med at vi har et stærkt fællesskab, hvor vi hjælper og bakker hinanden op, hvilket virkelig betyder meget for mig.
I en branche hvor loyalitet er sjældent set, skiller Fredberg sig ud, når han med denne kontrakt går i gang med det femte FIFA-spil i sin Brøndby-karriere. En karriere, der hos os startede med FIFA18, og nu er i FIFA22.
- Når man har været en del af klubben i fire sæsoner, vundet titler, været kaptajn og er en kulturbærer, både på og uden for banen, så er det ikke en hvem som helst, der forlænger. ’Fredberg’ har været en kæmpe del af Brøndby eSport de sidste mange år, så derfor har det været en stor prioritet for mig at forlænge aftalen med ham. Jeg er sikker på, at der venter Fredberg og resten af holdet mange store oplevelser i den kommende sæson, siger Jesper Larsen, Head of eSport om forlængelsen.