FIFA Masterclass-truppen er på plads
24.09.2021 10:00
Tidligere i dag annoncerede vi forlængelsen af Mikkel ’Mikse’ Weinkouff, der det næste år fungerer som kaptajn for FIFA Masterclass-holdet. Nu er tiden kommet til at præsentere resten af truppen.
Lukas 'Blazek' Poulsen og Emil 'Klenke' Steffensen er begge rykket op i eSuperliga-truppen til denne sæson, hvilket betyder, at vi på baggrund af vores FIFA Masterclass Cup 2021 i sommer, skulle finde flere nye spillere. Her faldt valget på tre nye spillere:
Emil 'EmilKruse' Høyer-Kruse, 14 år
Emil viste et vanvittigt niveau til FIFA Masterclass Cup 2021, hvor han vandt hele turneringen uden at tabe en kamp. Han fik 13 ud af 15 mulige point i gruppespillet med en målscore på hele 27-2. Han vandt tilmed finalen med hele 7-0.
I slutningen af FIFA21 kvalificerede Emil sig til en FIFA-turnering i England, der blev afholdt af ESL. Dog gjorde hans alder, at han desværre ikke kunne deltage, da de fleste FIFA-turneringer har en aldersgrænse på 16 år.
Emil er en spiller med gode offensive egenskaber, både med og uden bold. Hans brug af skill moves er på et højt, højt niveau og hans player switch gør ham i stand til at lægge et højt pres på modstanderen.
Andreas 'AndreasRan03' Randrup, 18 år
Andreas er med sine 18 år den ældste på FIFA Masterclass-holdet. Han kom på flot tredjepladsen til dette års FIFA Masterclass Cup, hvor han blandt blev slået knebent 2-1 mod Emil Høyer-Kruse i upper bracket finalen.
I FIFA21 fik han ramt de magiske 30-0 i Weekend League, og planen er naturligvis at udvikle yderligere på niveauet.
Oliver 'Gehlzzzz' Nielsen, 15 år
Oliver har spillet FIFA i godt og vel fire år, hvor hans første FIFA-spil var FIFA17. I FIFA20 begyndte han at blive mere seriøst omkring FIFA, og hans bedste Weekend League resultat er 25-5. Han gjorde en god figur til FIFA Masterclass Cup og viste højt topniveau og stort potentiale.