Alexander ’Lillelys’ forlænger med Brøndby eSport

02.09.2021 10:55

Vi har forlænget vores samarbejde med Alexander ’Lillelys’, så han også i den kommende FIFA-sæson vil repræsentere Brøndby eSport.

- Jeg er super glad og stolt over at kunne få lov at forlænge med Brøndby eSport. Det har været et vildt år, hvor jeg har udviklet mig meget, både på og uden for banen. Sammen med mine holdkammerater, coach Barnewitz og hele teamet i Brøndby eSport har jeg udviklet mig til en endnu bedre FIFA-spiller, og jeg forventer, at jeg kan fortsætte den gode form i FIFA22 også, siger ’Lillelys’.

- Da vi hentede Lillelys i sidste sæson, vidste vi, at det var en spiller med et stort potentiale. På trods af en lidt svær start i den gule trøje har vi gennem hele sidste sæson haft en stor tiltro til, at potentialet nok skulle blive indfriet, hvilket det i den grad blev.

Jesper Larsen, Head of esport i Brøndby IF, siger om forlængelsen:

- ’Lillelys’ sluttede FIFA21 utrolig stærkt, blandt andet med en fjerdeplads til Europe Playoffs, der sikrede ham en plads blandt verdens 32 bedste spillere. Derudover var ’Lillelys’ en del af den tremandstrup, der skulle repræsentere Danmark ved FIFA eNations League.

- Jeg er derfor sikker på, det er en ’Lillelys’, der i FIFA22 fortsætter, hvor han slap i FIFA21, og hvor motivation er 100 procent i top for at vise, at han er en etableret international topspiller.