Brøndby eSport vinder Power Ligaen 2. division A

11.11.2021 10:12

Brøndby eSport slutter sæsonen rigtig flot af som vinder af Power Ligaen 2. division A.

Resultatet er kommet i hus efter en intens sæson, der blandt andet har budt på opgaven i at skulle finde holdets helt rigtige femtemand samt præstere i et meget komprimeret slutspilsprogram. Alt dette har ifølge både spillere og trænere dog kun været med til at tømre holdet tættere sammen.

Om sæsonens forløb udtaler holdkaptajn Mikkel ”Jappanini”:

- I starten af sæsonen var vi usikre på niveauet, da vi skulle have vores sidste spillere helt sammenspillet med resten af holdet. Der var lidt udskiftning i den sammenhæng. Dog efter den første måned og fundet af vores femtemand i form af Christian ”Kongo” var jeg ikke i tvivl om, at vi ville vinde divisionen.

Sæsonens resultat garanterer direkte oprykning til 1. division, hvor der i den kommende sæson skal prøves kræfter med endnu stærkere mandskaber.

Nu står den nærmeste fremtid på turneringer som Red Bull Flick og Frag League, samt at der skal afvikles bootcamp i starten af december. Derudover skal der analyseres på præstationerne hidtil og kigges frem mod fremtidige modstandere.

- Målet er at være skarp fra starten af den nye sæson og have en stærk map pool klar. Derudover glæder vi os til at komme mere ud til LAN-turneringer og få erfaring med at spille under pres, så vi kan vokse som hold, udtaler træner Morten ”MuGGe”.

Holdet startede i 3. division, som de vandt suverænt. Morten lægger ikke skjul på, hvad der har været opskriften på holdets succes.

- Jeg vil bruge lidt tid nu her på at glæde mig over holdets præstation og den fantastiske kemi, vi har, hvilket jeg synes er vigtigt, at man husker at påskønne, da dette også er forudsætningen for vores resultater.

Det bærende element på holdet har fra starten været fællesskabet på holdet, og dette skulle gerne kun blive stærkere i fremtiden. Der er heller ingen tvivl om, at dette mandskab langt fra har nået deres ambitioner indenfor CS:GO. Holdkaptajn Jappanini udtaler slutligt:

- Da jeg satte mig for at skabe et mandskab med Brøndby, var det for at skabe et langsigtet projekt, som skulle op gennem divisionerne. Jeg ville ikke deltage på et hold, hvor der opstår udskiftninger, så snart en anden mulighed står frem. Holdets fokus har været, og vil forblive, Power Ligaen, og som mange andre hold er vores mål selvfølgelig at vinde den på sigt.

Også hos Jesper Larsen, der er Head of eSport i Brøndby IF, er der glæde over oprykningen.

- Jeg synes, at vi med dette resultat viser, at vi har gjort præcis, hvad vi satte os for, og dermed har fuldt den strategi, der er blevet lagt - nemlig at bygge på step by step. Holdet har taget turen fra 3. division og skal nu spille 1. division. Det har været et vigtigt parameter for os, at vi kan mærke, at spillerne vil det her projekt, både på den korte bane, men i særdeleshed også på den lange. For mig handler det om at bygge på og have tillid til spillerne og holdet, så de får de bedste muligheder og rammer for også at kunne gøre sig gældende i 1. division.