Selskabsmeddelelse nr. 07/2021 - Kvartalsmeddelelse for 1. kvartal 2021

01.01.0001 00:00

BRØNDBYERNES I.F. FODBOLD A/S

CVR-nr. 83 93 34 10

 

Brøndby, den 20. maj 2021

SELSKABSMEDDELELSE NR. 7/2021

 

Kvartalsmeddelelse for 1. kvartal 2021

Væsentlige begivenheder
I 1. kvartal 2021 har restriktionerne forbundet med Covid-19 stadig haft en markant påvirkning på Brøndby IF’s aktiviteter. Selskabets omsætning udviklede sig som planlagt i 1. kvartal 2021, hvor blandt andet gentegning og nytegning af partneraftaler var på niveau med det forventede.

Trods manglende tilskuere på tribunen til de fem 3F Superliga hjemmekampe Selskabet afviklede i 1. kvartal, så var kampindtægterne ligeledes på niveau med forventningerne da 1. pladsen i 3F Superligaen efter 22 runder sikrede højere TV indtægter. Med salg af navne til Aldrig Alene facaden oplevede Selskabet en højere omsætning end forventet i Shoppen, hvilket har bidraget til et alt i alt tilfredsstillende 1. kvartal.

Det endelige resultat er behæftet med væsentlig usikkerhed indtil Selskabets ansøgning om kompensation for arrangørtab er færdigbehandlet og godkendt af Erhvervsstyrelsen.

Sportslig status
Den 21. januar 2021 indgik Brøndby IF aftale om kontraktforlængelse med cheftræner Niels Frederiksen, hvis kontrakt stod til udløb 30. juni 2021. Den nye kontrakt har udløb 30. juni 2023. Derudover forlængede assistenttræner Jesper Sørensen ligeledes sin kontrakt i 1. kvartal så den nu løber frem til sommeren 2022.

De to unge Brøndby-spillere Andreas Pyndt og Jagvir Singh Sidhu skrev begge under på nye kontrakter der begge løber frem til sommeren 2023. Derudover skiftede den nu 19-årige Jonathan Ægidius fra Lyngby BK til Brøndby IF på en kontrakt der løber frem til sommeren 2025. 

Grundspillet i sæsonen 2020/21 endte med en flot 1. plads til Brøndby IF, hvor man i 1. kvartal blandt andet havde en flot Derby-sejr på Brøndby Stadion, hvor Brøndby IF vandt 2-1 over FC København på mål af Lasse Vigen og Andreas Maxsø

Risici
Makroøkonomiske risici

De samfundsmæssige konsekvenser af COVID-19 kan medføre at Brøndby IF på kort og mellemlang sigt kan opleve faldende indtægter inden for selskabets kerneområder.

Kreditrisici

Brøndby IF har oplevet en øget risiko vedrørende selskabets tilgodehavender som følge af COVID-19. Indtil offentliggørelse af denne meddelelse er der ikke konstateret væsentlige tab på tilgodehavender i 2021.

Likviditetsrisici

Ledelsen vil i den kommende periode fortsat vurdere behovet for yderligere at styrke det nuværende likviditetsberedskab med henblik på at sikre, at der under de vilkår, der følger af COVID-19-situationen, er tilstrækkelig likviditet til at gennemføre Brøndby IF’s aktivitet og strategi.

Brøndby IF havde per 31. marts 2021 7,3 mio. kr. i likvide midler samt yderligere adgang til en kreditfacilitet hos selskabets bankforbindelse på 10 mio. kr.

Væsentlige begivenheder efter 1. kvartals afslutning
Restriktioner og kompensationsordninger forlænget

Fra den 21. april vendte 3F Superligaen tilbage til Superligaordningen, hvilket betyder, at der til de resterende kampe i Mesterskabsspillet er muligt at lukke 500 siddende tilskuere ind per sektion.

På Brøndby Stadion giver det plads til knap 8.500 tilskuere, hvilket svarer til ca. 30 % af en samlet kapacitet på 28.000 tilskuere. Hver sektion skal være klart adskilt med egne indgange og en meters afstand mellem pladserne. Derudover er der krav om coronapas og registrering, når man skal ind på tribunen samt mundbind når man bevæger sig rundt.

Der er indgået politisk aftale angående forlængelse af kompensationsordningen for arrangørtab frem til 30. september 2021.

Booztlet.com som hovedpartner frem til 2023

Siden årsskiftet har Booztlet.com været at finde på brystet af Brøndby IF’s trøjer. Aftalen løb oprindeligt et halvt år, men allerede nu har Booztlet.com og Brøndby IF underskrevet en 2-årig hovedpartneraftale, så Booztlet.com nu vil være på brystet af trøjen for såvel herre- og kvindeholdet samt Brøndby Masterclass og alle hold i foreningen frem til sommeren 2023. Booztlet.com er det officielle outlet for Nordens største e-handelsplatform for mode og livsstil.

NTG forlænget som rygpartner frem til sommeren 2023

NTG Nordic Transport Group (NTG) har siden 2016 været partner i Brøndby IF, og tilbage i 2018 kom de på ryggen af spillertrøjen. Nu er aftalen blevet forlænget, så de er at finde bag på trøjen frem til sommeren 2023. Den nye aftale er udvidet, så den også kommer til at gælde for kvindeholdet, som fra den kommende sæson også kommer til at spille med NTG på ryggen af trøjerne.

Forventninger til året
Som offentliggjort i selskabsmeddelelse nr. 2/2021 forventer Brøndby IF, at årets resultat før skat i 2021 vil udgøre et resultat i niveauet -15 mio. kr. til -35 mio. kr. Indregnet i forventningerne til resultatet før skat for 2021 er følgende væsentlige forudsætninger:

– At Brøndby IF gennem 2021 vil have en placering som nummer 3 i 3F Superligaen, herunder ved afslutningen af 2020/21-sæsonen samt pr. 31. december 2021.

– At Brøndby IF deltager i kvartfinalerne i Sydbank Pokalen for sæsonen 2021/22.

– At kompensationsordninger fra staten fortsætter i samme omfang som Brøndby IF er pålagt restriktioner.

– At Brøndby IF realiserer et transferresultat, inkl. afskrivninger på kontraktrettigheder, i niveauet -10 til 0 mio. kr. i 2021.

Brøndby IF’s resultatforventning for 2021 er behæftet med væsentlig usikkerhed og vil i den resterende del af året fortsat være påvirket af bl.a. regeringens fortsatte restriktioner og påbud samt relaterede hjælpepakker ift. til COVID-19 samt de sportslige præstationer.

Du kan se hele meddelelsen som pdf her.

 

Brøndby IF

Bestyrelsen

 

Yderligere information om denne meddelelse kan fås hos kommunikationschef Christian Schultz på telefon 31 41 41 85.