GSV – nu også på spillershortsene

17.03.2021 11:11

I januar 2020 øgede vores mangeårige partner GSV deres engagement i Brøndby IF med en tribune, så deres navn og logo nu pryder den østlige tribune på Brøndby Stadion.

Nu har virksomheden valgt at øge deres engagement i klubben yderligere, denne gang med deres navn på Superligaholdets shorts.

- Da denne unikke mulighed opstod, var der ikke langt fra tanke til handling. Vi har som bekendt i forvejen GSV-tribunen og de to indgange på den østlige side af Brøndby Stadion, og sammen med vores eksponering via Brøndby IF’s i iøjnefaldende led-bander, er dette den optimale mulighed for at eksponere vores virksomhed og brand, siger administrerende direktør Dan Vorsholt og fortsætter:

- De værdier, vi har i GSV, bliver også afspejlet i de relationer, vi har til både kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere, og det udtrykker vi i et understøttende motto; ’Sammen er vi stærkere.’ Det, synes vi, passer godt i fodboldens verden og særligt i Brøndby IF, hvor det afspejler den stærke teamånd, vi altid ser hos både spillere og fans på Sydsiden – når der altså må komme fans på stadion.

Ole Palmå, administrerende direktør i Brøndby IF, glæder sig over det øgede samarbejde med GSV.

- For os som klub er det altid dejligt, når der opstår en mulighed, og en partner vælger at øge deres engagement i klubben. Vi har siden GSV trådte ind på partnersiden i Brøndby IF haft et fantastisk samarbejde med Dan og hans team, og at de har valgt at få deres navn på shortsene af vores spilledragt, er en tydelig understregning af dette.

- I Brøndby IF er det vigtigt for os, at begge parter får noget ud af et samarbejde. Derfor glæder vi os også over, at GSV på forholdsvis kort tid ønsker at udvide deres partnerskab, siger Ole Palmå.

GSV er med over 450 medarbejdere i en rivende udvikling. De er ved at etablere Skandinaviens største udlejningsafdeling på mere end 100.000 m2 i Greve, og med 21 afdelinger fordelt i hele landet er GSV Danmarks største udbyder af materiel som for eksempel lifte, gravemaskiner, havefræsere, skurvogne og meget mere til både virksomheder og private.

Du kan blive meget klogere på GSV Materieludlejning A/S her.

Foto: Getty Images