Landsholdet pudser formen af mod Bosnien-Hercegovina på Brøndby Stadion

09.03.2021 14:01

Når Herrelandsholdet til sommer skal forsvare de danske farver på hjemmebane ved EURO2020, bliver den sidste testkamp inden slutrunden en kamp mod Bosnien-Hercegovina – og den spilles 6. juni på Brøndby Stadion.

- Vi er glade for god fodbold på Brøndby Stadion, og god og spændende fodbold er noget, det danske Herrelandshold har været garant for i lang tid. Derfor glæder det os, at Herrelandsholdet igen spiller deres sidste testkamp inden en slutrunde her på Brøndby Stadion, fortæller Ole Palmå, administrerende direktør i Brøndby IF, og tilføjer:

- Da Mexico var modstanderen inden VM-slutrunden i 2018, var det en rigtig fodboldfest, og det håber vi på, det kan blive igen, hvis Corona-restriktionerne når at blive løftet inden da.

Også landstræner Kasper Hjulmand håber på, at der kan komme fans på Brøndby Stadion til kampen mod Bosnien-Hercegovina, der kan blive en rigtig seværdig kamp.

- Vi får kompetent modstand i den sidste styrkeprøve før EM, hvor det passer os glimrende at møde et hold, der besidder den kvalitet, som Bosnien-Hercegovina kommer med, og desuden er det fint, at vi spiller på hjemmebane i Brøndby.

- Det sikrer os de optimale forberedelser til vores første EM-kamp en lille uges tid senere. Vi glæder os meget til sommer, hvor vi forhåbentligt kan se frem til at have vores fans tilbage på lægterne til kampene, siger landstræneren i forbindelse med DBU’s offentliggørelse af testkampen mod Bosnien-Hercegovina.

Foto: Getty Images