CV: Fokus på omkostninger mindsker ikke sportslige ambitioner

04.03.2021 09:08

Brøndby IF har netop offentliggjort årsregnskab for 2020. Årets resultat før skat er forbedret med 52,8 mio. kr. til -25,9 mio. kr. (2019: -78,7 mio. kr.) og er på niveau med de senest udmeldte forventninger om et resultat før skat i niveauet -25 til -35 mio. Af regnskabet fremgår det, at de samlede personaleomkostningerne for hele klubben er faldet med 15,0 mio. kr. til 102,4 mio. kr. (2019: 117,5 mio. kr.). 

Fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller om det store omkostningsfokus:

- Overordnet set er vi tilfredse med den sportslige udvikling, vi har oplevet i 2020, ligesom vi er tilfredse med at se, hvordan en række talenter fra Brøndby Masterclass har vist sig flot frem i vores Superliga-trup. Med udgangspunkt i vores strategi, solgte vi tilbage i januar 2020 en række af vores udenlandske profiler, da vi ønskede en mere fokuseret omkostningsstruktur i Superliga-truppen, og det er vi lykkedes med. Vi ser os selv som et top-tre hold i Danmark og ønsker i 2021 at fortsætte den positive udvikling vi så i 2020.

- Vi har i 2020 oplevet en fantastisk opbakning fra klubbens fans. Ikke på stadioner, hvor der har været forbud og restriktioner, men i økonomisk støtte og opbakning til klubben i en svær tid.  Da COVID-19 ramte Danmark, gik spillertruppen, trænerstaben, direktionen og ledelsen kollektivt ned i løn i en tre-måneders periode, for vi ønskede at bidrage til, at klubben stod så stærkt som muligt. Vi og spillerne venter med længsel på at få fans tilbage på tribunerne, så vi kan give uforglemmelige oplevelser igen og mærke energien mellem klub og fans. 

Selskabets regnskabsmæssige værdi af investeringer i kontraktrettigheder er 42,3 mio. kr. (2019: 70,7 mio. kr.). Faldet i aktiverede kontraktrettigheder skyldes primært andelen af egenudviklede talenter i Superliga-truppen samt realiserede indkøb er sket til en lavere værdi, end de gennemførte salg.

Resten af regnskabet kan læses her.