’Klubben’ – en ny film om Brøndby IF på vej
26.01.2021 11:15
Hvorfor var det Brøndby IF, der på blot tyve år overhalede alt og alle og satte sig på den danske fodboldtrone? Og hvordan kunne en bar mark på Vestegnen i 1964 ende som hovedscenen i dansk fodbold?
De spørgsmål ønsker filmmanden Jesper Jarl Becker sammen med journalist og radiovært Søren Rebbe at besvare i en ny film om Brøndby IF, der skal fortælle historien om klubben af dem, der var med til at skabe den og gøre den til det, den er i dag. Fans, der giver alt og bliver ved og ved. Legender og vandbærere. Og masser af klip fra de mange op- og nedture på fodboldbanen.
- Det her er en vigtig og monumental film at lave, både rent historisk men også fordi den her klub betyder så meget for så mange, mig selv inklusiv, og mærkværdigt nok, betyder klubben i dag rigtig meget for flere end nogensinde - på trods af op- og nedture, og at det i år er 16 år siden sidste mesterskab, siger Jesper Jarl Becker, der udover at være Brøndbyfan på 26. år, også er passionsdrevet filmskaber.
'Klubben' er arbejdstitlen på projektet, der over de seneste år er blevet udviklet i samarbejde med og med støtte fra: Brøndbyernes IF, Brøndby IF A/S, Benny Winther, BIF's Venner og Forældre-BIF. Når filmen er realiseret, vil alt overskud tilfalde ungdomsarbejdet i Brøndbyernes IF.
Der er igangsat en crowdfunding kampagne, hvor Brøndbyfans og alle andre fodboldinteresserede har mulighed for at støtte projektet via forskellige pakker. Det forventes stadig, at filmen kan have premiere i slutningen af 2021. Det er planen, at der vil blive arrangeret en landsdækkende biografturne med særvisninger af filmen, ligesom digitale udgaver af filmen bliver tilgængelige på flere platforme.
Læs mere på www.brøndbyfilm.dk, hvor du også kan se en bid af den kommende film.