Tillykke til Per Bjerregaard fra Morten Olsen

23.01.2021 08:00

Morten Olsen, der blev ansat i sit første trænerjob af Per Bjerreggaard, har sendt denne hilsen.

Per var jo formand, da Brøndby IF kontaktede mig det sidste år, jeg var spiller i FC Köln og spurgte, om det var muligt, at jeg kom til Brøndby IF som træner. Det var jeg meget glad for, og det gjorde, at jeg valgte at gå trænervejen i stedet for måske at tage et år mere som spiller. Så hvad min trænerkarriere angår, var Per meget afgørende, og jeg havde fanatisk samarbejde med Per under min tid i klubben.

Jeg har efter Brøndby-tiden været sammen med Per ved slutrunder og andre arrangementer og mødt ham og Alice mange gange, og det har altid været hyggeligt.

Han var en pioner for Brøndby og dansk fodbold i almindelighed. Han gjorde, at Brøndby kunne blive en professionel klub, og de visioner, han havde, gjorde hurtigt Brøndby IF og ham til en magtfaktor i dansk fodbold. Tænk på, hvor mange Brøndby-spillere, der var med til at vinde EM i 1992.

Per er en type, der hele tiden ville mere og ikke tilfredsstille sig med danmarksmesterskaber. Han ville også ud i Europa, og det kom klubben også i mange år. Og set udefra var han dygtig til at behandle spillerne ordentlig og hjalp dem til gode kontrakter, når tiden var til at komme videre i karrieren. Han havde stort netværk i Europa, og spillerne vidste, han ville hjælpe dem videre i karriere, når det rigtige tilbud kom – også hvis det betød, at de skulle vente et år længere.

Jeg havde for år tilbage en sommerturnering i Vordingborg, hvor vi uddelte Knud Lundberg-prisen hvert år. Det ene år gik den til Per, så efter mange års godt samarbejde i Brøndby IF var det en god måde at slutte cirklen på.

Stort tillykke til Per. Han har været gennem en svær tid med det, han elsker. Sådan er det at være på toppen. Kritikkerne står altid lige bag døren, mens hans største sejr er, at han overvandt sin sygdom. Det er vi alle glade for, så han stadig kan komme og se det, han brænder for. Han er en blågul mand med stor respekt i dansk fodbold i almindelighed, fordi han var med til at starte alt det, han gjorde.

Foto: Getty Images