Ole Palmå: Et voldsomt år – og en stor tak til alle

22.12.2020 09:45

2020 vil blive et år de fleste aldrig vil glemme. Det gælder også for Brøndby IF’s administrerende direktør Ole Palmå. 2020 blev et år præget af stor uvished, men også et år hvor fællesskabet viste sin store styrke.

- Når man tænker tilbage på 2020, så fanger jeg mig selv i at tage en dyb indånding, for det har været et voldsomt år. COVID-19 har fyldt stort set hele året, og man glemmer næsten, at vi startede året med at sikre et tilfredsstillende bruttoprovenu på 129,1 mio. kr. i vores emission. Det var den mest indbringende emission i klubbens historie, og fra aktionærernes side var det en stor tillidserklæring til klubben og strategien. Med bruttoprovenuet sikrede vi, at vi kunne forfølge vores ambitioner om et Brøndby IF, der skal i økonomisk balance og samtidig indfri vores sportslige målsætninger. 

Der skulle dog kun gå en måned fra emissionen var afsluttet, til regeringen lukkede landet ned på grund COVID-19, og 3F Superligaen blev suspenderet. 

- I ugerne og månederne efter COVID-19 ramte Danmark, udviklede vi sammen med Divisionsforeningen en protokol på over 100 sider, der sikrede afvikling af Superliga-kampe på forsvarlig vis under de gældende COVID-19-restriktioner. Vi er meget stolte af, at vi var med til at drive processen og tog ansvar for branchen, for protokollen gjorde, at vi kunne færdiggøre sæsonen 2019/20, og påbegynde 2020/21-sæsonen. Regeringen har løbende gennem efteråret fastholdt restriktioner på 3F Superligaen, og forsamlingsforbuddet gør, at vi den dag i dag kun må være samlet 500 personer, når vi afvikler kampe. Når vi i dag kigger tilbage på sommeren og efteråret, må jeg bare sige, at tilskuerne vi har haft inde på stadion, har vist absolut eksemplarisk adfærd. Man har fulgt anvisningerne og retningslinjerne med et smil på læben og godt humør. Det skal alle have en meget stor ros for. 

- Når det er sagt, så føler jeg, at de aktive fans, der i mange år har givet os det største rygstød inde på banen med tifo’er og slagsange, ikke har fået nok kredit i 2020. De aktive fans har støttet klubben gennem et svært år, og i efteråret opfordrede de os til, at vi til efterårets kampe tildelte alle billetter til klubbens partnere, og at man ikke åbnede fanafsnit, da de på grund af regeringens restriktioner ikke kunne se sig selv være en del af kampen. Jeg må bare sige, at det er et fantastisk overskud at vise, og I skal vide, at klubbens partnere og vi er utrolig ydmyge over den gestus. Jeg vil derfor gerne opfordre dem, der har mulighed for det, til at give et bidrag til tifo-gruppen via mobilepay på 27305, så vi igen kan få nogle fantastiske oplevelser, når vi kan åbne op for jer alle igen. Jeg har i hvert fald selv sendt mit eget personlige bidrag deres vej. Tak for opbakningen!

Reetablering af Sydsiden
I sommer påbegyndte vi arbejdet med at reetablere Sydsiden, og det arbejde har kørt på hele efteråret og er stadig i fuld gang her i december. Arbejdet forventes færdigt i starten af det nye år, og når stadion igen kan åbnes for tilskuere, skal Sydsiden gennemgå to kontroller i forbindelse kampe med tilskuere, før man så kan åbne Sydsiden helt igen.

I 2020 blev det også meldt ud, at Booztlet.com per 1. januar 2021 træder ind som ny hovedpartner, da Arbejdernes Landsbank har valgt at drosle deres engagement ned. 

- For et par måneder siden meldte vi ud, at Booztlet.com bliver vores nye hovedpartner fra årsskiftet, da Arbejdernes Landsbank har ønsket at træde et skridt tilbage. Arbejdernes Landsbank er en fortræffelig samarbejdspartner og med et forbilledligt engagement i dansk fodbold og dansk idræt generelt. Arbejdernes Landsbank vil fortsat være en af vores vigtigste og tætteste partnere i klubben i årene fremover, og det er vi utroligt glade for.  

- Selvom Booztlet.com ikke er startet officielt som hovedpartner endnu, så har vi fået rigtig positive tilbagemeldinger tilbage fra Booztlet.com siden offentliggørelsen af det kommende hovedpartnerskab. De fortæller os, at rigtig mange Brøndby fans allerede nu har benyttet sig af de gode tilbud Booztlet.com har, og det gør mig rigtig glad. Jo mere vi kan få aktiveret partnerskabet og skabt synergi med vores fans, jo bedre for alle. Vi glæder os derfor til at komme officielt i gang med Booztlet.com fra årsskiftet.

Aldrig Alene
En trøjerekord blev det også til i foråret, og det er nok ikke en rekord, der bliver slået lige foreløbig. 34.369 Aldrig Alene-trøjer blev købt af Brøndby-fans i opbakning til klubben.

- Vi vidste ikke, hvad vi kunne forvente, da vi startede salget af Aldrig Alene-trøjen, for ingen havde stået overfor en pandemi som denne før, men jeg vil gerne slå fast, at vi aldrig i vores vildeste fantasier havde forestillet os et salg, som det vi fik. Det er jo helt, helt ekstraordinært, det Brøndby fans gjorde, da de støttede os ved at købe 34.369 Aldrig Alene-trøjer. 15 varevogne blev fyldt til bristepunktet efter at over 100 frivillige havde pakket trøjerne, og så blev de ellers leveret til Brøndby-fans i samtlige 98 kommuner i Danmark samt i hele Europa, Grønland, Singapore, USA, osv. Det står for mig som måske det største højdepunkt i 2020.

Til trods for et rekordsalg af Aldrig Alene-trøjen, har 2020 været et hårdt år for Brøndby IF. Klubben offentliggjorde i sin kvartalsmeddelelse for 3. kvartal 2020, at man præciserede forventningerne til 2020-resultatet til et forventet resultat før skat i spændet -25 mio. kr. til -35 mio. kr. Indregnet i forventningerne til resultatet før skat for 2020 gælder, at de nuværende kompensationsordninger i forbindelse med COVID-19 restriktionerne kan benyttes i den resterende del af 2020.

- Med en presset kerneforretning på grund af COVID-19 har vi haft et rigtig svært år og løbende set på, hvordan vi kan optimere vores forretning. Konkret betød det, at vi i efteråret måtte tilpasse vores personaleomkostninger og sagde i den forbindelse farvel til en række dygtige kollegaer. Vi har knoklet for at sikre indtægter og skabe nye vækstmuligheder i en tid, hvor vi spiller for stort set tomme tribuner. Jeg er glad for at sige, at vi er lykkedes med at tiltrække nye partnere og fastholdt mange eksisterende, og denne ekstraordinære flotte opbakning fra partnere i en tid med meget usikkerhed, er en vigtig opbakning i en svær tid. Det er helt sikkert også blevet hjulpet på vej af fansenes opbakning til partnerne, som vi især oplevede under Købt Gult-kampagnen. Her vendte flere af vores partnere tilbage til os med en melding om, at de oplevede en markant stigning i deres salg. Sammen har klubbens fans og partnere vist, at de tilsammen udgør Danmarks største og bedste fællesskab, og med løbende positive nyheder om vacciner og forventningerne til en normaliseret hverdag i løbet af 2021, så er vi optimistiske og glæder os til 2021.