Niels Frederiksen: Masser af spilleglæde i holdet

17.12.2020 09:05

I aften spiller vi imod Fremad Amager på Sundby Idrætspark 1/8-finalen i Sydbank Pokalen 2020/21.

Cheftræner Niels Frederiksen ser frem til opgøret og fortæller at man prioriterer turneringen på lige fod med 3F Superligaen.

- Vi prioriterer Sydbank Pokalen lige så højt, som vi altid gør. Dels er det en titel, der er på spil for klubben, som vi altid gerne vil vinde, og dels er pokalturneringen den mest direkte vej til Europa. Derfor prioriterer vi den på fuldstændig samme måde som med 3F Superligaen.

Niels Frederiksen og hans team har analyseret Fremad Amager og har respekt for det fodboldspillende mandskab.

- Fremad Amager er et godt hold, og man må ikke glemme, at de sidste år slog FC Midtjylland ud af pokalen på samme tidspunkt i turneringen. De vil gerne spille fodbold, og de minder i stil om FC Nordsjælland med en masse offensive, dygtige fodboldspillere, som gerne vil spille bolden langs græsset, eller rettere sagt kunstgræsset, som det jo er på Sundby Idrætspark. De scorer mange mål, men også lukker relativt mange mål ind fordi de spiller så åbent, og det er pokalfodbold, så det bliver en hård opgave.

For cheftræneren er det vigtigt at slutte efteråret godt, da det vil give et stærkt afsæt til foråret.

- Lige nu er vi inde i et godt flow, og der er masser af spilleglæde i vores hold. Kommer vi sejrrigt ud af kampen i aften og den mod AC Horsens på søndag, så vil det give os en masse positive perspektiver for det forår, der venter os, når vi starter pre-season i januar. Så vi og spillerne vil gøre alt for at tage en sejr i dag og igen på søndag. 

Pokalkampen mod Fremad Amager har kickoff kl.18:30 og kan ses på 3+ og Viaplay.

Foto: Getty Images