Da Brøndby IF mødte Maradona

26.11.2020 14:10

Han havde gjort Argentina til verdensmestre. Han var ved at gøre Napoli til italienske mestre, og midt mellem de to største triumfer i Diego Armando Maradonas karriere, mødte han Brøndby IF.

Året var 1987, og Brøndby IF var blevet inviteret til Saudi Arabien for at møde det lokale hold Al Ahli i en opvisningskamp. Og det blev en noget anden oplevelse for Brøndby-spillerne end forventet.

- Det første, vi ser, da vi ankommer til stadion, er Maradona der står i porten ind til stadion og jonglerer med en fodbold. Det blev vi noget overrasket over, så vi undersøgte, hvorfor han var der.

- Vi får så at vide, at han er lejet til kampen for at spille for dem mod os, og lige inden kampen går i gang, fortæller arrangørerne os, at vi ikke må gå for hårdt til ham. Vi gloede undrende på hinanden, men prøvede så at tage højde for det i kampen, fortæller Lars Olsen, der husker kampen og turen tydeligt.

Brøndby-mandskabet var indlogeret på et eksklusivt hotel, og kampen blev spillet på et stadion ude i ørkenen med plads til 40.000 tilskuere. De var ikke kommet for at se Brøndby IF. Og de blev ikke skuffet.

- Maradona spillede fantastisk. Vi taber vist 5-2, og hvis jeg husker rigtigt, så scorede han to gange og lagde op til de tre andre. Han var en enmandshær. Vi lod ham ikke bare løbe uden om os, men vi anstrengte os måske ikke så meget, som vi kunne have gjort.

- Han havde jo ikke engang varmet op til kampen, i hvert fald ikke andet en den jonglering i indgangen til stadion. Han var bare den største spiller i verden – måske nogensinde, og han var på toppen i de år. Jeg mødte ham igen med landsholdet i 1993, men der var han ikke den samme mere, lyder det fra Lars Olsen.

Men mødet med den lille magiker var ikke den eneste oplevelse, som Lars Olsen tog med sig hjem fra Saudi Arabien. Han husker også en sjov episode fra turen.

- Vi havde en stor festmiddag efter kampen, hvor man skulle have en gave med til værterne. Det var Karsten Aabrink, der overrakte den, og han havde taget en olielampe med som gave. Det, synes vi, var en meget sjovt ting, når nu vi var i et af verdens førende olielande, fortæller Lars Olsen med et grin.

I aftes kom meldingen om Diego Armando Maradonas for tidlige død i en alder af bare 60 år.

Æret være hans minde.

Se highlights fra kampen mod Maradona her.