Ole Palmå: Vi følger strategien

19.11.2020 11:33

Brøndby IF har netop offentliggjort kvartalsmeddelelse for 3. kvartal 2020. Her har Brøndby IF præciseret forventningerne til 2020 resultatet. Man forventer nu et resultat før skat i spændet -25 mio. kr. til -35 mio. kr., hvor spændet før hed -25 mio. kr. til -40 mio. kr.  Indregnet i forventningerne til resultatet før skat for 2020 gælder, at de nuværende kompensationsordninger i forbindelse med COVID-19 restriktionerne kan benyttes i den resterende del af 2020.

Administrerende direktør Ole Palmå fortæller her om udviklingen i klubben.

- Regeringens fortsatte påbud og restriktioner vedrørende COVID-19 fastholder os i et solidt livtag, hvilket presser os økonomisk, men vi har fastholdt vores strategi igennem hele forløbet. I dag har vi præciseret vores forventninger til året, og det er blandt andet et udtryk for, at vi er lykkedes med at sikre indtægter og nye vækstmuligheder i en tid, hvor vi spiller for stort set tomme tribuner. Derudover er vi lykkedes med at tiltrække nye partnere og fastholdt mange eksisterende, og denne ekstraordinære flotte opbakning fra partnere i en tid med meget usikkerhed, er en vigtig opbakning i en svær tid. Klubbens fans har ligeledes vist deres opbakning ad flere omgange, og de har sat en tyk streg under, at de udgør Danmarks største og bedste fællesskab, men det ændrer desværre ikke ved at vores kerneforretning er presset. Med en presset kerneforretning har vi løbende set på, hvordan vi kan optimere vores forretning, og konkret betød det, at vi i september måtte tilpasse vores personaleomkostninger og sagde i den forbindelse farvel til en række dygtige kollegaer.

I oktober forlængede regeringen de indtil da gældende restriktioner og påbud, som på Brøndby Stadion begrænser tilskuerkapaciteten til 225 tilskuere, frem til 2. januar 2021, ligesom der blev indgået en bred politisk aftale, der forlængede kompensations- og garantiordningerne frem til og med 31. januar 2021. 

- Vi knokler på for at sikre indtægter, men udmeldingerne fra regeringen i disse uger bringer ikke meget optimisme med sig, og dansk fodbold vil på nuværende tidspunkt allerede være påvirket i de kommende år af de økonomiske følgevirkninger, som de nuværende restriktioner bringer med sig. Vi er dog optimistiske og har håb for fremtiden, og vi klubber arbejder for, at vi tidligt i det nye år igen kan få muligheden for at lukke fans og partnere ind på tribunerne. Vi har allerede vist, at vi ganske forsvarligt kan afvikle kampe med tilskuere under de Corona-protokoller der er udviklet. Vi oplever en utrolig opbakning fra fans og partnere, og vi glæder os alle til, at vi kan åbne Brøndby Stadion op igen.

Brøndby IF offentliggjorde i sidste uge, at Booztlet.com, det nordiske designer-outlet der er en del af Nordens største e-handelsplatform for mode og livsstil, Boozt, træder ind som ny hovedpartner per 1. januar 2021, når aftalen med Arbejdernes Landsbank udløber. Aftalen løber i et halvt år, og Booztlet.com kommer på fronten af trøjerne hos såvel Brøndby IF’s Superliga-mandskab samt Brøndby IF’s elitekvindehold. Selvom det er en relativ kort aftale, er det en Ole Palmå, som er tilfreds med aftalen.

- Der er megen usikkerhed i markedet i disse måneder med de mange restriktioner og påbud, samfundet oplever. Med Booztlet.com-aftalen er der skabt en optimal løsning for resten af sæsonen, og samtidig kan vi fortsætte de igangværende dialoger om hovedpartnerskab fra sommeren 2021. Samarbejdet med Boozt har vi haft siden 2018. Boozt er inde i fantastisk udvikling, og vi er sikre på, at vi med masser af relevant aktivering og eksponering kan bidrage til Booztlet.com’s fortsatte vækstrejse.

Kvartalsmeddelelsen for tredje kvartal 2020 kan læses i sin helhed her.