Frendrup inden OB: Mulighed for at komme tilbage på sporet

06.11.2020 14:20

Søndag står den på 3F Superliga igen, når OB gæster Brøndby Stadion. Forud for kampen er de seneste tre opgør blevet uden point, og derfor forventer unge Morten Frendrup også, at opgøret mod fynboerne giver en god mulighed for at komme ind i en god stime igen.

- Jeg ser det som en rigtig god mulighed for at komme tilbage på sporet og forhåbentlig gøre en god figur efter de tre nederlag i Superligaen, indleder Frendrup, der har stor respekt for OB-mandskabet.

- Vi har haft fokus på nogle af deres offensive spillere, som er rigtig dygtige, for OB har et godt hold, så vi har stor respekt for dem. Men med det sagt, så skal vi også ud og gøre vores ting og få gang i spillet, fortæller Frendrup, og sætter ord på de manglende sejre efter landsholdspausen.

- Jeg følte egentlig, at spillet begyndte at komme så småt efter pausen, men at vi var lidt uheldige med vores præstationer og lukkede nogle mål ind på nogle lidt ærgerlige fejl i et par stykker af kampene. Jeg synes egentlig, nogle af vores præstationer har været fine og egentlig på niveau med dem fra før landsholdspausen. Der var en god første times spil mod FC Midtjylland, hvor vi så desværre smider det hele til sidst. Vi spillede også en fin halvleg mod SønderjyskE, inden de kom ind i kampen igen, så vi skal ud og sætte den her kamp fra start, slutter midtbanespilleren.

Foto: Getty Images