Svenske LB07 bliver en del af Brøndby Masterclass Samarbejdet

04.11.2020 10:00

Med Brøndby IF's øget fokus på Brøndby Masterclass og talentudvikling følger også et øget fokus på udvikling af børne- og ungdomsmiljøerne i samarbejdsklubberne.

Brøndby Masterclass Samarbejdet har, gennem en målrettet strategi og satsning på samarbejdsklubber, oplevet en eksplosiv udvikling i de to seneste sæsoner. Det betyder, at mange nye klubber har tilsluttet sig og i den grad vist, at Brøndby Masterclass er en attraktiv samarbejds- og sparringspartner, når det gælder udvikling af klub, trænere og spillere.

Brøndby Masterclass Samarbejdet arbejder med et indefra og ud princip, der i alt sin enkelthed betyder, at man samarbejder med lokale klubber samt klubber i fastlagte geografiske områder inden for en bestemt kørselsafstand.

Brøndby Masterclass Samarbejdet lader sig dog ikke stoppe af landegrænser, og derfor kan vi helt ekstraordinært sige stort velkommen til LB07, som til dagligt befinder sig lige på den anden side af Øresund. Klubben er en fusionering i 2007 af de to tidligere Malmø-klubber Linhams IF og Bunkeflo IF og har i dag hele 1400 medlemmer og er Skånes største fodboldklub målt på antallet af aktive medlemmer.

LB07 har en vision om at cementere sig som værende Sydsveriges førende udviklingsmiljø indenfor fodbold, og klubben oplever stadig en stigende interesse fra nye medlemmer, der gør, at de på nuværende tidspunkt har over 200 personer på venteliste. Derfor arbejder klubben på at udvide deres infrastruktur - eksempelvis ved at stille flere baner til rådighed.

Thomas Arndt, Leder af Brøndby Masterclass Samarbejdet, er glad for at kunne sige velkommen til LB07 som ny samarbejdsklub og fortæller, at det er med til at styrke samarbejdet på tværs af Øresundsregionen.

- Vi glæder os over at være kommet i mål med denne aftale og byder et varmt velkommen i Brøndby Masterclass Samarbejdet til svenske LB07. 

- Samarbejdet mellem Brøndby Masterclass og LB07 er en naturlig udvikling af Øresundsregionens stadig tættere integration og samarbejde på tværs af Øresundsbroen. LB07 er en klub, der med sine mange børne- og ungdomsmedlemmer i den grad præger billedet på fodboldbanerne i Skåne. LB07 er en velkendt klub på Sjælland, da klubbens hold, grundet deres geografiske placering, naturligt retter blikket mod Danmark og derfor jævnligt deltager i danske stævner og arrangerer kampe mod danske hold. Det er i den kontekst, at vi også er blevet inspireret til at vende blikket mod Skåne og indgå et samarbejde med en så attraktiv samarbejdspartner som LB07.

- Det er et nyt og spændende lag, som vi her lægger på i Brøndby Masterclass Samarbejdet. Det viser med alt tydelighed, hvor langt vi er nået omkring vores klubsamarbejde, og det er et resultat af en målrettet indsats på området, fortæller Arndt og roser LB07's set-up.

- Det er et samarbejde, som vi i Brøndby Masterclass ser mange spændende perspektiver i. LB07 har et utrolig professionelt set-up med flere fuldtidsansatte kapaciteter, og klubben har gennem vores møder og besøg efterladt et stærkt indtryk af en ambitiøs og målrettet klub på vej frem. LB07 har i den grad allerede vist, at de trods klubbens relative unge alder, kan udvikle spillere til næste niveau, hvilket Brøndby Masterclass fremadrettet vil understøtte. LB07 har tidligere haft et samarbejde med Malmø FF, men har søgt nye veje i jagten på inspiration til trænere, spillere, ledere og klub, slutter Thomas Arndt.

Bestyrelsesmedlem i LB07, Thomas Kragh, er ligeledes glad samarbejdet med Brøndby Masterclass og er sikker på, at det er med til at styrke samarbejdet på tværs af Øresundsbroen og samtidig vil udvikle LB07.

- Vi glæder os til at sparke samarbejdet i gang og ser frem at inspirere og bidrage til udviklingen af LB07. Vi er glade for, at vi sammen med Brøndby Masterclass kan være foregangsmænd for at promovere integration og samarbejde på tværs af Øresundsbroen gennem fodbold. 

- Et samarbejde med Brøndby Masterclass vil uden tvivl styrke vores ambitioner om at skabe de bedste rammer for udvikling af både spillere og trænere i LB07. Brøndby IF’s fornyede dedikation til deres mangeårige tradition for at udvikle elitespillere gør dem til en naturlig samarbejdspartner for LB07. Med blot 35 minutter til Brøndby Stadion kan vi tilbyde vores spillere en unik mulighed for at opleve og potentielt blive en del af et elitemiljø.

- LB07 er i en rivende udvikling, og Brøndby Masterclass tilbyder os mange attraktive muligheder for at uddanne og udvikle vores trænere og spillere, som kan styrke os i vores ambition om at være Sydsveriges førende udviklingsmiljø, slutter Thomas Kragh.

Hvis Brøndby Masterclass Samarbejdet lyder interessant for jeres klub, og I ønsker at blive klogere på, hvad det ellers indebærer, så kan I læse mere her eller kontakte Leder af Brøndby Masterclass Samarbejdet, Thomas Arndt på [email protected] eller koordinator Nikolaj Magelund [email protected].