Pavlovic: Det er den måde, vi skal spille på

30.10.2020 11:11

Han fik sin første start for Brøndby IF i lørdags mod FC Midtjylland, og for Andrija Pavlovic var det noget, han havde set frem til længe. Formen skulle først bygges op efter en lang Corona-pause uden fodbold, men lørdag var angriberen så klar til at spille fra første fløjt.

- Når man starter inde, er det noget helt andet end at komme ind fra bænken. Man har mere ansvar, og man er fokuseret fra det første minut, og det føltes rigtig godt bare at gå ud på banen i lørdags, for jeg har savnet det. Jeg kan huske fornemmelsen af at gå på banen og lugte græsset. Der tænkte jeg ”ok, det her har jeg virkelig savnet,” og det føltes fantastisk, lyder det fra angriberen.

Han er klar igen på søndag mod AaB, hvis Niels Frederiksen vælger ham til startopstillingen, og han har masser at tage med fra kampen i lørdags.

- Vi spillede en rigtig god første time, og det er den base, vi skal tage med os videre til de kommende kampe. Det så godt ud, for der var en masse tempo og rytme. Vi havde de rigtige idéer og tog de rigtige beslutninger, så jeg følte mig rigtig godt tilpas. Man føler ikke, at man kan tabe en kamp, når man spiller på den måde i 60 minutter, men det gjorde vi. Der er dog mange gode ting, vi kan tage med os fra kampen, for den måde vi spiller på i den første time, er den måde, vi skal spille på. Og så skal vi selvfølgelig vinde.

- Det er altid svært på udebane, og det er ikke anderledes i Aalborg. Jeg kender dem og ved, at de kan lide at presse deres modstandere hårdt og højt, men vi er et godt sted med holdet, så vi skal finde vores måde at spille os igennem deres pres, og når vi kommer frem på banen, skal vi gøre, som vi gjorde i lørdags; være kreative og bruge al den individuelle kvalitet, vi har i holdet. Så skal det nok blive godt, siger Pavlovic.

Han nød at spille med mange unge og offensivt tænkende holdkammerater bag sig, og han glæder sig til at indgå en symbiose med dem på banen igen.

- Jeg tror, vi tænker på samme måde og finder hinanden godt på banen. De unge bag mig er gode til at finde rum på banen og omkring mig på de rigtige tidspunkter, og vi skabte vel de fleste chancer ud fra den fælles forståelse.

- De er lette at spille med. Vi skal stadig arbejde på at lære hinanden endnu bedre at kende på banen, for én ting er træning – noget andet er kamp. Men jeg er sikker på, at med tiden bliver det bedre og bedre.

Godt så det i hvert fald ud i den første time i lørdags, og på søndag skulle det gerne blive til 90 af slagsen mod AaB på udebane. Du kan følge kampen live på 3+ og på twitter.com på profilen @brondbylive.

Foto: Getty Images