En af de største har takket af
23.10.2020 13:30
Den mest vindende Brøndby-træner igennem tiden, Ebbe Skovdahl, er stillet sovet ind i en alder af 75 år efter flere års sygdom.
I Brøndby IF har der endnu ikke været nogen træner over eller ved siden af Ebbe Skovdahl. Den legendariske træner stod bag fire mesterskaber, tre pokaltitler og flere triumfer i europæisk fodbold. Om knap to uger er det faktisk præcis 25 år siden, Ebbe Skovdahl og hans gule hær sejrede over Liverpool på Anfield, hvilket betød at den livslange Liverpool-fan, som Ebbe var, sendte den engelske storklub ud af UEFA Cup’en.
For tre år siden indviede man Ebbe Skovdahl Fan Loungen på Brøndby Stadion som en hyldest til den legendariske træner.
En anerkendelse som gjorde Ebbe Skovdahl meget stolt og han sagde følgende ved åbningsceremonien i 2017:
- Jeg er så stolt og beæret over, at man vil lave sådan en lounge med mit navn, for det er bestemt ikke noget, jeg har bedt om. Jeg er meget glad og har lige været ovre og se den. Det ser meget flot ud.
Hans søn, René Skovdahl, som har fulgt i faderens fodspor og i dag er træner i norske Brattvåg, fortæller her på vegne af familien om faderens død.
- Vores far var utrolig stolt og taknemmelig over at have været en del af Brøndby-familien. Tiden i Brøndby er den, som han altid har mindedes og tænkt tilbage på. Han var meget ydmyg omkring sin egen rolle i klubben, så da man for tre år siden navngav Ebbe Skovdahl Fan Lounge på Brøndby Stadion efter ham, blev han meget beæret. Vores far havde kræft i de sidste mange år af sit liv, og som familie er vi ikke i tvivl om, at den anerkendelse han fik med Ebbe Skovdahl Fan Loungen, var med til at give ham nogle ekstra år, for det betød meget for ham at komme til kampene i loungen og opleve, at han stadig havde en aktiv rolle i klubben. Vi har i årenes løb set og oplevet på nærmeste hold, hvor meget vores far har betydet for rigtig mange mennesker, og det er noget som varmer i en svær tid, og som vi vil have med os fremadrettet.
Ebbe Skovdahl kom til Brøndby IF i 1973 som spiller og tiltrådte så i 1986 som cheftræner. Tidligere bestyrelsesformand Per Bjerregaard fortæller her om Ebbe Skovdahl som træner og menneske.
- Først og fremmest var Ebbe et ganske vidunderligt menneske. Hans menneskelige egenskaber var fantastiske, og han var altid godt selskab. Det var gennem Finn Laudrup, at Brøndby IF og Ebbe Skovdahl lærte hinanden at kende. Da Finn Laudrup kom til Brøndby IF som træner, var Ebbe Skovdahl en af de spillere, som kom til klubben. Ebbe var med til at spille klubben op igennem rækkerne, og da Ebbe så stoppede som aktiv spiller blev han træner for vores 3. hold. I årene efter prøvede Ebbe så kræfter som træner i et par andre klubber, og her gjorde han det så godt, blandt andet i Brønshøj, at vi fik Ebbe tilbage til klubben i 1986, og det har vi aldrig fortrudt. Han var en utrolig dygtig træner som dyrkede det aggressive presspil, og som blev Brøndby IF’s varemærke i de år. Vi vil alle savne ham.
Kim Vilfort var en af de spillere, der blev hentet til klubben af Ebbe Skovdahl, og han tilskriver trænerlegenden sine succesfulde år på landsholdet.
- Da Ebbe hentede mig til klubben, omskolede han mig fra angriber til midtbanespiller, og det er uden tvivl en af grundende til, at jeg opnåede så mange kampe for klubben og ikke mindst landsholdet, som jeg gjorde. Lige så kompromisløs Ebbe’s spillestil var, lige så lyttende og inddragende var Ebbe i sin trænergerning. Han gav os spillere rigtig meget ansvar, og det er nok det, jeg har lært allermest af og taget med mig i min egen karriere. Han lyttede meget til os spillere, samtidig med der var knald på til træningerne. Jeg husker for eksempel, at vi spillere en aften havde været ude og fejre Lars Olsens fødselsdag med en stor fest, og næste morgen skulle vi så til at begynde træning. Men Ebbe fortalte os så, at træningen var aflyst, og at vi i stedet skulle tage en Cooper-test. Så Ebbe sørgede i den grad for at holde os til ilden hele tiden. I mine øjne er Ebbe det, man i dag kalder en ægte klubmand. Han var altid parat til at hjælpe klubben, og det så man jo tydeligst i tiden efter Interbank-episoden, hvor klubben tabte flere hundrede millioner kroner, og man måtte ret beset starte helt forfra. Her trådte Ebbe til da nøden var størst og fik i løbet af et par sæsoner genoprettet holdet, og vi vandt derefter tre mesterskaber i træk. Det vil han altid blive husket for.
En anden som kendte Ebbe Skovdahl i sin tid i klubben var en anden klublegende, nemlig Finn Andersen. Det tidligere bestyrelsesmedlem, som blandt andet var med i sammenlægningen af Brøndbyøster og Brøndbyvester tilbage i 1964, fortalte tilbage i 2004 følgende anekdote til brondby.com om Ebbe Skovdahls store engagement i klubben.
- Der er mange ting, vi har lavet selv i stedet for at købe os til dem. Jeg kan huske, da vi fik bygget endetribunerne på stadion. Der gik vi selv og skruede reklameskilte op, og vi blev enige om, at der godt kunne være en række reklamer mere, hvis vi byggede et træskelet og satte op. Så Ebbe Skovdahl, der var uddannet tømrer, gik i gang med at lave det. Det er nok ikke helt normalt i alle klubber, at træneren gør den slags, men Ebbe er virkelig også en af de personer, der har betydet meget for klubben.
Ebbe Skovdahl efterlader sig kone, to sønner og fire børnebørn, og en gul hær man aldrig vil glemme. Bisættelsen finder sted under private omstændigheder grundet de gældende corona-restriktioner.
Æret været hans minde.