Pavlovic står foran debut: Føler mig klar til at bidrage

16.10.2020 10:40

Andrija Pavlovic står foran sin debut i Brøndby-trøjen, når vi søndag rejser til Haderslev og møder SønderjyskE i 3F Superligaen. Angriberen har siden sin ankomst på Vestegnen arbejdet meget på at få formen på plads, mens han i landsholdspausen har arbejdet mere med bolden.

Tidligere på ugen scorede han så i sin uofficielle debut for reserveholdet, og Pavlovic føler sig derfor klar til at spille på søndag.

- Jeg ser helt vildt meget frem til kampen på søndag, og lige nu er jeg bare glad for bare at være med i bussen og rejse med truppen til Haderslev, det er nærmest nok for mig for tiden, indleder angriberen med et stort grin.

- Nej, jeg er bare glad for alle de spilminutter, jeg kommer til at få, og jeg skal bare bygge på nu. Min form er rigtig god lige nu, selvom jeg selvfølgelig ikke er på hundrede procent – der skal jeg lige have spillet nogle kampe. Men formen er rigtig god lige nu, og jeg føler mig klar til at bidrage, fortæller Pavlovic, der siden han kom, har arbejdet intenst på sin form sammen med klubbens fysiske træner Ahron Thode.

- Vi har bogstavelig talt trænet sammen to gange om dagen, siden jeg kom. Han har været så god at arbejde sammen med, og jeg er meget taknemmelig for det arbejde, han har kørt mig igennem. Jeg er blevet kørt hårdt, men det er virkelig det værd, og det er takket være ham, at jeg er kommet så hurtigt i god form.

Scorede tidligere på ugen
Pavlovic scorede i sin uofficielle debut tidligere på ugen, da Reserveliga-holdet spillede 2-2 mod FC København. Angriberen kom ind efter knap en times spil, og målet er med til at give selvtillid.

- Et mål som det i Reserveligaen giver mig jo noget selvtillid og et lille skub i den rigtige retning. Det var godt nok i en uofficiel kamp, men at spille sådan en kamp giver mig lige følelsen af at være tilbage på banen og være i kampsituationer igen, for det er jo længe siden, jeg har spillet kampe. Så det var dejligt at få scoret et mål og få bevæget mig rundt på banen igen.

Og netop mål håber Pavlovic at bidrage med på Brøndby-holdet.

- Det er jo selvfølgelig derfor, jeg er her, det er for at score en masse mål og hjælpe holdet. Men man skal huske på, at det vigtigste er at præstere som træneren og klubben vil have det og vinde en masse kampe. Jeg ser selvfølgelig frem til at score i en betydende kamp, som eksempelvis kunne i weekenden, men jeg føler ikke, der er noget pres omkring det. Jeg skal bare ud og gøre mit arbejde, og så skal målene nok komme, fortæller Pavlovic, der føler, han er blevet taget godt imod.

- Det har været rigtig nemt for mig at falde til – holdkammeraterne har været så gode til at hjælpe mig, og folk rundt omkring i klubben har hjulpet mig rigtig meget. Jeg har fået en kanon behandling af klubben, siden jeg kom, så jeg føler mig virkelig velkommen og klar til at spille, slutter angriberen.