Ole Palmå: En situation uden vindere

22.09.2020 10:05

Den 15. september meldte regeringen nye omfattende restriktioner ud på afviklingen af Superliga-kampe, hvilket indebærer, at der til kampen på søndag mod AC Horsens kun må lukkes 500 personer ind på stadion. Dette inkluderer al stadionpersonale, rettighedshavere og medier, dommerteam og VAR-hold, spillertrupper, trænere og øvrige personer i den sportslige sektor.

Det betyder, at Brøndby IF kan lukke ca. 225 gæster ind på søndag, hvilket også var tilfældet tilbage i juni, hvor AGF gæstede Brøndby Stadion.

Fangrupperne bestående af Brøndby Support og Alpha samt Fanafdelingen har i dag meddelt Brøndby IF, at man opfordrer til, at de billetter der til kampen på søndag var tiltænkt sæsonkortholdere, bliver tildelt partnere og at man derfor ikke åbner et fanafsnit. 

Administrerende direktør Ole Palmå fortæller om deres opfordring og konsekvensen af dette.

- Brøndby Support, Fanafdelingen og Alpha har opfordret os til, at vi til kampen på søndag tildeler alle billetter til partnerne, og at man ikke åbner et fanafsnit, da de på grund af regeringens restriktioner ikke kan se sig selv være en del af kampen. Vi har stor forståelse for deres beslutning. Vi har lyttet til deres ønske om at tildele de godt og vel 150 billetter til vores partnere. Derfor vil vi nu række ud til vores partnere og finde en løsning med de nu i alt ca. 225 billetter, der vil være til rådighed til kampen på søndag. 

- Det er en utrolig svær og kompleks situation, vi står i, hvor der ingen vindere er. Vi har nogle uforholdsmæssige store omkostninger ved at afvikle kampe med de gældende restriktioner, men vi håber, at vi igen fra 4. oktober får mulighed for at åbne for flere tilskuere. Vi klubber og vores fans har igennem flere måneder bevist igen og igen, at vi kan håndhæve og håndtere de strikse protokoller med fans på stadion.

For spørgsmål om sæsonkortholderes rettigheder og mulighed for kompensation, henviser vi til vores spørgsmål og svar på denne side: https://brondby.com/fans/kampdag-under-covid-19/saesonkort-og-billetsalg