Kalle og Agger om Legende-kamp: Skubber kampen til foråret

15.09.2020 09:00

Tilbage i maj tog Daniel Agger og Thomas Kahlenberg initiativ til en velgørenhedskamp på Brøndby Stadion under overskriften ’Fodbold mod Corona’, hvor overskuddet går til Brøndby IF og Læger uden Grænser.

De to Brøndby-koryfæer stiller op for Brøndby IF Legends sammen med en række andre tidligere Brøndby-stjerner, som møder et Superliga Allstars-hold med forhenværende Superliga-stjerner.

Kampen vil blive spillet på Brøndby Stadion, men først når myndighederne igen tillader fuld kapacitet. Med myndighedernes seneste udmeldinger om at fastholde en begrænset kapacitet langt hen i efteråret, har man besluttet at afvikle kampen i foråret/sommeren 2021, fortæller Thomas Kahlenberg.

- Vi glæder os meget til kampen. Vi har mødt stor velvilje, når vi har spurgt gamle Brøndby-spillere, om de vil stille op. Det rykker i os alle. Men det er et stærkt ønske for os alle, at så mange fans som muligt kan se kampen på Brøndby Stadion. Situationen med COVID-19 skaber nogle helt naturlige begrænsninger i forhold til tilskuerkapaciteten, og i det lys er vi nået frem til, at det er bedst at udskyde kampen mellem Brøndby Legends og Superliga Allstars til foråret.

Daniel Agger tilføjer, at det skal være en festdag og en stor fælles oplevelse for alle.

- Det skal være en fælles oplevelse, der samler alle; Gamle spillere, sponsorer og ikke mindst fans. Vi skal have nogle gode timer sammen. Vi spillere ser meget frem til begivenheden. Det skal være en festdag, og det kræver, at der er mange folk på tribunerne. Det fællesskab er kernen i Brøndby. Det kan ikke lade sig gøre i den nuværende situation. Så vi har aftalt med klubben, at vi skubber begivenheden.

Sådan ser de to hold ud
Foreløbig har følgende spillere givet tilsagn om at stille op for de to mandskaber, men det afhænger naturligvis af den valgte kampdato.

For Brøndby IF Legends drejer det sig om:

Mogens Krogh, Auri Skarbalius, John ’Faxe’ Jensen, Kim Vilfort, Dan Anton Johansen, Søren Colding, Daniel Agger, Kim Daugaard, Thomas Kahlenberg, Martin Retov, Ebbe Sand, Peter Graulund, Ruben Bagger og Johan Elmander.

Troels Bechs Superliga Allstars tæller spillere fra mange forskellige klubber. Både FC København, OB, Viborg, FC Nordsjælland, FC Midtjylland, AGF, Esbjerg, SønderjyskE, Horsens og Herfølge er repræsenteret:

Lars Høgh, Karim Zaza, Lars Jacobsen, Thomas Helveg, Michael Gravgaard, Steven Lustü, Martin Albrechtsen, Niclas Jensen, Nicolai Stokholm, Stig Tøfting, Niki Zimling, Martin Jørgensen, Jesper Grønkjær, Bo Henriksen og Steffen Højer.

Det bliver den tidligere danske top-dommer Claus Bo Larsen, der skal passe fløjten. 

Man kan købe billetter til kampen på billetter.brondby.com, og kampen vil derudover blive vist på en af TV3’s kanaler og på Viaplay.

Der vil løbende blive opdateret om eventen og de to holds sammensætning på spillernes og Brøndby IF’s platforme.