Sigurd Rosted: Det var helt vildt

13.09.2020 19:00

Det lugtede ikke af point i sæsonåbneren, da FC Nordsjælland i dag kom foran 2-0 i første halvleg, men da der var spillet 97 minutters fodbold, kunne vi sætte tre dejlige point ind på kontoen.

Det endte nemlig 3-2, og matchvinderen blev Sigurd Rosted, der kraftfuldt stangede bolden i kassen efter et hjørnespark i allersidste minut. Og efter kampen havde midterforsvareren også svært ved at sætte ord på sejren.

- Det var helt vildt. Jeg havde ingen kræfter tilbage, og jeg var næsten for træt til at fejre målet. Det var helt vildt. 

Det var to forskellige oplevelser at se kampens to halvlege, og Rosted mente, at der kom mere energi i holdet efter pausen.

- Der var meget stor forskel på første og anden halvleg. Vi viste meget mere energi og vilje. Vi troede på os selv og turde spille fodbold. Så der var stor forskel. 

Du kan se jublen efter kampen og interviewet med Rosted på Brøndby Indefra.