Hermannsson: Altid sjove kampe mod FC Nordsjælland

12.09.2020 10:00

Søndag eftermiddag triller bolden igen i 3F Superligaen, når vi møder FC Nordsjælland i sæsonpremieren på Brøndby Stadion. Kampene mod FC Nordsjælland er notorisk kendt for underholdende spil og masser af mål, og derfor glæder Hjörtur Hermannsson sig også til at spille kampen i morgen.

- Det er altid nogle sjove kampe, når vi spiller mod FC Nordsjælland. Hvis man bare holder af god fodbold og ikke nødvendigvis holder med nogle af holdene, er det sådan en kamp, man bare skal se. Det bliver en god fodboldkamp, men vi vil selvfølgelig gøre alt for at starte sæsonen bedst muligt. De kommer normalt med et ’nyt’ hold ved hver sæsonstart, da de jo plejer at sælge et par profiler i løbet af transfervinduet, og derfor forventer vi også, at de har nye spillere med i truppen i morgen. Men det vigtigste for os bliver helt klart, at vi skal have en god start på vores sæson, lyder det fra Hermannsson, der rigtig gerne vil fortsætte de gode takter fra foråret.

- Det har været et mærkeligt år, og det var selvfølgelig en lang pause, vi havde i foråret grundet Corona-pandemien. Man skal også huske på, at det ikke er særlig længe siden, vi sluttede sidste sæson. Til gengæld sluttede vi sidste sæson virkelig godt, og vi vil gøre alt for at fortsætte de gode takter fra foråret og vores preseason.

Islændingen var en af de Brøndby-spillere, der var i nationaldragten i landsholdspausen, og han fik fuld spilletid i Islands kampe mod England og Belgien i Nations League. Han er derfor en af de få spillere i truppen, der har spillet kampe af betydning i denne preseason.

- Der er altid en forskel fra træning, træningskampe og så kampe, hvor der er noget på spil. Men jeg er utrolig glad for at få lov til at spille for mit landshold, for det er selvfølgelig det største, man som fodboldspiller kan opnå – og det er i virkeligheden en super forberedelse for mig personligt frem mod sæsonstarten i morgen.

Brøndby Stadion kører til kampen stadig med nedsat kapacitet på grund af COVID-19 ligesom alle andre stadioner i 3F Superligaen.

Vi opfordrer derfor til ikke at bruge kontanter til kampene, så længe at vi er i en COVID-19-situation. Dette er for at minimere smitterisikoen.

Foto: Getty Images