Niels Frederiksen: Skal angribe med flere spillere

11.09.2020 13:15

På søndag starter 3F Superliga-sæsonen 2020/21 for vores vedkommende, og her er modstanderen FC Nordsjælland. Kampen spilles på Brøndby Stadion, hvor der kan lukkes op mod 8.600 tilskuere ind på tribunerne grundet de nuværende COVID-19-restriktioner.

Cheftræner Niels Frederiksen ser frem til sæsonpremieren efter en god preseason.

- Vi glæder os alle utroligt meget til at komme i gang. Der er flere spillere, som har gjort en rigtig god figur og budt sig til i preseason, men vi er også kommet så langt nu, at vi i trænerteamet har en god idé om startelleveren. Der er stadig enkelte positioner, som vi skal bruge de sidste træninger på at prøve af. 

- Vi arbejdede meget med vores defensiv i sidste sæson, mens vi i denne preseason har arbejdet mere med vores offensive spil. Vi ser os selv som et offensivt tænkende hold, og vi skal angribe med mange spillere, når vi har bolden. Når modstanderen har bolden, skal vi stå højere, end vi gjorde i sidste sæson og stresse modstanderen, så de laver fejl. Vi har også arbejdet en del med vores wingbacks, da vi ønsker, at de skal være mere offensive og blandt andet tager højere positioner på banen og komme mere med i feltet.

- Derudover har vi jo alle vores unge spillere, som kom ind på holdet i foråret efter et efterår, hvor man havde skrabet mange point sammen. Nu starter vi på en ny sæson, hvor de skal være med til at hente alle sæsonens point sammen, så det er en anderledes opgave, der står foran dem, som de skal vise, at de kan løfte.

Om søndagens modstander fortæller cheftræner Niels Frederiksen, at man forventer et notorisk angrebsivrigt FC Nordsjælland-hold. 

- Det er et FC Nordsjælland-hold, som er meget fasttømret i sin måde at gøre tingene på. De har mistet nogle store profiler denne sommer og skal spille nogle nye spillere ind. Men FC Nordsjælland har en forunderlig evne til, at hver gang de siger farvel til en profil, så dukker der en ny op, som ingen havde hørt om for et halvt år siden. Vi har set deres testkampe, og der kan vi se, at der er dygtige nye spillere, som har taget over og gør det godt. Så selvom de har sagt farvel til profiler, så bliver det et angrebsivrigt Nordsjælland-hold, som vi kommer til at møde på søndag.

Kampen har kickoff kl.16.00 og kan ses på Canal 9, hvor der er optakt fra kl.14:00.

Brøndby Stadion kører til kampen stadig med nedsat kapacitet på grund af COVID-19 lige som alle andre stadioner i 3F Superligaen.

Vi opfordrer derfor til ikke at bruge kontanter til kampene, så længe vi er i en COVID-19-situation. Dette er for at minimere smitterisikoen.