TOP-Centrene i Brøndby og Roskilde er klar til en ny sæson

20.08.2020 11:05

Efter COVID-19 og nedlukningen af Danmark har det været stille med træningen på TOP-Centrene i Brøndby og Roskilde. Der har faktisk ikke været gennemført én eneste træning siden marts, men i sidste uge vendte træningen tilbage.

Brøndby Masterclass har i samarbejde med DBU oprettet TOP-Center Brøndby. Formålet med det treårige projekt er at optimere træningsmiljøet omkring U10- og U12-spillere med særlige forudsætninger fra partnerklubberne.

TOP-Center Brøndby startede første træning i onsdags siden marts, hvor fodboldfaglig ansvarlig, Christian Sørensen, længe har set frem til at se spillerne fra partnerklubberne igen.

- Vi har glædet os rigtig meget til at kunne byde spillerne velkommen igen på TOP-Center Brøndby. Vi var nået rigtig langt med at skabe et godt træningsmiljø sammen med spillerne. Det er vigtigt for os at give spillerne et indblik i børnetræningen i Brøndby Masterclass og i samarbejde med partnerklubberne forløse deres potentiale. Træningen på TOP-Center Brøndby kan derfor ikke stå alene for spillerne, men det er vigtigt, at vi også hjælper og videreudvikler på det flotte arbejde, vores partnerklubber laver hver eneste dag, fortæller Christian Sørensen.

- Vi forsøger gennem vores samarbejde med partnerklubber i Brøndby Masterclass-Samarbejdet at give inspiration til dagligdagen via vores talentcenter, træninger og trænerkurser. Det er altafgørende for os, at partnerklubberne kan se en udvikling i den enkelte spiller, som er på TOP-Center Brøndby, men også at vi tager ansvar for de resterende spillere, som ikke er en del af TOP-Center Brøndby.

TOP-Center Brøndby er opmærksomme på, at partnerklubbernes niveau kan være forskelligt, og det er derfor vigtigt, at man udvikler dem i fællesskab, mener den fodboldfagligt ansvarlige i Brøndby.

- Vi er meget opmærksomme på, at vores partnerklubber er forskellige, og at vi også møder dem forskelligt i forhold til deres udvikling. Vi vil rigtig gerne hjælpe dem på deres niveau, men det er vigtigt, at de selv er proaktive, og at vi udvikler partnerklubberne i fællesskab.

- I løbet af efteråret skal vi have tilføjet den nye U10-årgang til TOP-Center Brøndby, og det er et arbejde, vi allerede er i gang med. Det kommer til at foregå i god dialog med partnerklubberne, da vi ønsker at skabe åbenhed og tydelighed gennem det arbejde, vi laver i Brøndby Masterclass-Samarbejdet.

Samarbejdet er blevet forlænget

I sommeren 2019 indgik Brøndby IF og KFUM Roskilde et samarbejde frem til sommeren 2020 omkring TOP-Center Roskilde. Et samarbejde, som nu runder det første år, og som har resulteret i en forlængelse.

- Det har været et år, hvor vi har haft en god udvikling i vores samarbejde og sluttede med en forlængelse af aftalen mellem Brøndby IF og KFUM Roskilde. Vi ser frem til at genoptage træningen fredag på TOP-Center Roskilde, hvor vi vil forsætte med at dele viden mellem Brøndby IF, KFUM Roskilde og de partnerklubber som er tilknyttet TOP-Center Roskilde.

- Vi har tilknyttet Ølstykke FC og Raklev G&I til TOP-Center Roskilde, og vi håber at kunne tilknytte endnu flere partnerklubber til både TOP-Center Brøndby og Roskilde i løbet af de kommende måneder, lyder det fra Christian Sørensen som afsluttende bemærkning.

Palle Olsen fra KFUM Roskilde, som er fodboldfaglig ansvarlig på Top-Center Roskilde, er glad for Brøndby IF som samarbejdspartner og ser samarbejdet som et fodboldfagligt løft.

- Det var med stor fornøjelse, at vi kunne præsentere Brøndby IF som samarbejdspartner i TOP-Center Roskilde fra 1. juli 2019. Vi har siden da haft et stærkt og professionelt samarbejde med Brøndby IF omkring elitefodbold med fokus på yderligere udvikling, kvalitet og en endnu mere målrettet indsats for børnefodbolden og trænerudviklingen i Roskilde og omegn.

- Top-Center Roskilde har med Brøndby IF som samarbejdspartner selvfølgelig fået et fodboldfagligt løft til gavn for både spillere og trænere i topcentret. Når to klubber med forskellige kulturer og niveauforskelle skal samarbejde, kan det være udfordrende, men i gensidig respekt og med ordentlighed har vi i fællesskab skabt et godt og givende samarbejde, hvor der er skabt plads til både Brøndby IF’s og KFUM Roskildes DNA, slutter Palle Olsen fra KFUM Roskilde.