Tibbling: Vi vil sætte et godt punktum for sæsonen

21.07.2020 15:05

De blågule led søndag aften forårets første hjemmebanenederlag, da AaB tog fra Brøndby Stadion med en sejr på 1-0. Simon Tibbling, der spillede den første time, mener, at holdet i store dele savnede at sætte nordjyderne under et afgørende pres, og det blev udslagsgivende i nederlaget. 

- Vi manglede de sidste ting på banen. Vi skabte for få klare chancer og skulle have sat dem under et større tryk på. Kampen blev lidt speciel, i og med de scorer så tidligt. Vi kunne måske endda have scoret før dem, men det skete ikke, og da de først er foran, får de stillet sig dybt og forsvarer med alle mand. Selv om vi presser på, kommer vi ikke frem til nok. Det skal blive bedre til de sidste kampe. 

Nederlaget betød samtidig et endegyldigt farvel til både tredjepladsen, og muligheden for at spille europæisk i næste sæson. Selv om det var en skuffelse i spillertruppen, mener svenskeren, at holdet er nødt til at kigge fremad, og slutte godt ved at sikre fjerdepladsen. 

- At vi ikke længere kan nå top 3, som var målsætningen, er selvfølgelig en skuffelse, men det er sådan, det er nu. Det kan vi ikke gå og blive ved at tænke over. Vi er Brøndby, og vi er nødt til at se fremad. Vi vil vinde alle kampe, og hele truppen er sultne for slutte sæsonen så godt som muligt, og det skal vi gøre alt for. 

I morgen aften kommer FC Midtjylland på besøg i sæsonens sidste kamp på Brøndby Stadion. Selvom begge hold på papiret ikke har det store at spille for, er Tibbling ikke i tvivl om, at det kommer til at være motiveret Brøndby-hold, der går på banen onsdag aften. 

- Det er altid fedt at spille hjemme på Brøndby Stadion, og vi er glade for, at der er mange fans tilbage på stadion. Det er klart, vi vil gerne sætte et flot punktum her, og det er vigtigt for hele holdet altid at vinde kampe. Tingene er som de er nu. Det bedste, vi kan blive, er nummer fire - så det går vi selvfølgelig efter, fortæller midtbanespilleren og uddyber, hvordan det skal lykkes. 

- Vi skal bygge på. Det har overdnet været godt de seneste kampe, og så skal vi sætte FC Midtjylland under et større pres, end vi lykkedes med mod AaB. Vi skal være dygtigere til at skabe flere afgørende målchancer, så vi kan score flere mål. Det har vi manglet. Lykkes det, er jeg sikker på vi har en god mulighed for at drille dem i morgen, afslutter Simon Tibbling. 

Har du endnu ikke sikret dig billet til sæsonens hjemmekamp, kan du nå at gøre det lige her. Traditions tro er sidste hjemmekamp med Gult Stadion, hvor vi i morgen siger farvel til Kasper Fisker, der spiller sin sidste hjemmekamp på Brøndby Stadion, når der klokken 20.00 bliver fløjt op til kampstart. 

Foto: Getty Images