5. JULI 2020 kl. 21:20
Niels Frederiksen: Vigtigt vi får rejst os hurtigt

Her tll aften var Niels Frederiksens mandskab på besøg på Aalborg Portland Park, hvor AaB var modstanderen. Kampen endte med et nederlag, hvor der var langt imellem de positive takter. Efter opgøret var det da også en skuffet cheftræner, der kunne gøre status.

- Noget af det, jeg sagde til spillerne inden kampen i dag, var, at det har været kendetegnende for os, at vi har været i en stigende kurve i vores præstationer, og at vi egentlig i alle kampene har haft et fint bundniveau. Jeg synes, at vi havde et meget lavt bundniveau i dag. Vi spiller en rigtig dårlig første halvleg, hvor vi ikke lykkedes med ret meget. Vi bliver for stressede af deres høje pres, som vi egentlig havde forventet, de ville komme med. Vi laver også nogle store fejl med bolden, som gør, at vi hele tiden kommer lidt bagefter og bliver sat under tryk. 

Ovenpå den skuffende første halvleg, kastede cheftræneren Simon Tibbling og Andreas Bruus i spil fra anden halvlegs start. Udskiftningen skulle give noget mere dynamik. 

- Planen var, at det skulle give os noget mere offensivt. Bruus har på det seneste spillet nogle gode kampe for os. Tony (Anthony Jung, red.) kom ind som midstopper, fordi vi manglede ham til at kunne hjælpe os med at spille os ud af presset.

Niels Frederiksen, der tydeligvis ikke var tilfreds med opgøret som helhed, mente, at holdet kunne være kommet tilbage i anden halvleg, men samtidig var opgøret også et wake-up call til de kommende kampe.

- Jeg ville gerne have scoret i vores gode periode i anden halvleg. Der er en periode, hvor vi dominerer ganske kort, og der kunne vi godt have udlignet, inden de kommer på 2-0. Det, vi kan tage med os, er vel, at sådan kan vi ikke præstere. Det skal være bedre næste gang. Der er ikke så meget positivt i spillet, vi kan tage med os. Så vi må have en bevidsthed om, at det her må vi gøre bedre. I forhold til vores ambitioner om at kigge opad i tabellen bliver kampen på torsdag rigtig vigtig, og det bliver også vigtigt, at vi får rejst os ovenpå den her præstation, fortalte cheftræneren efter kampen. 

På torsdag venter FC Nordsjælland på hjemmebane, og du kan læse mere om billetsalget til den kamp her.