5. JULI 2020 kl. 21:20
Debutant Kvistgaarden: Et helt andet tempo

Efter en 2-0-sejr i Farum sidste uge gik turen søndag aften til Aalborg, og her måtte vi forlade banen med endnu et 2-0-resultat - desværre til de nordjyske værter. Men midt i ærgrelsen over de manglede mål og point var der lidt at glæde sig over, da der blev givet debut til Mathias Kvistgaarden, som kom ind med små 20 minutter tilbage af kampen.

Og selvom selve kampen kunne være gået bedre, var det stadig en stor oplevelse for den 18-årige angriber.

- Det var fantastisk at debutere på det højeste niveau, der er i dansk fodbold. Især i så ung en alder. Så det er en fantastisk oplevelse, og jeg er glad for, at jeg har nået et punkt i min karriere, hvor jeg kan få lov til at spille på det her niveau allerede, og at træneren tror på, at jeg kan tilføre holdet noget, når vi er bagud. Så isoleret set var det fedt at få debut, men den er selvfølgelig lidt tung, når vi taber 2-0, og stemningen er nede, fortalte Kvistgaarden, der følte en forskel i tempoet især.

- Jeg kunne godt mærke forskel. Jeg har jo trænet med holdet en del gange, hvor jeg også har syntes, at der var en forskel. Men der er ingen tvivl om, at tempoet er endnu højere i en kamp. Jeg kom også ind på et tidspunkt i kampen, hvor en U19-kamp som regel er ved at dø lidt ud, og folk begynder at mangle luft. Det var der ikke noget af her, og alle blev bare ved med at presse. 

Næste kamp for Brøndby IF - og måske også Mathias Kvistgaarden - er på torsdag, hvor FC Nordsjælland kommer på besøg på Brøndby Stadion.

Foto: Getty Images