Morten Frendrup er månedens unge spiller i 3F Superligaen

10.07.2020 12:00

I sidste uge kunne vi på træningsbanen overrække prisen som månedens spiller for juni til Morten Frendrup. I en tæt afstemning havde fansene taget notits af midtbanenemandens flotte arbejde på den blågule midtbane. Den titel er i dag blevet fulgt op af 3F Superligaens komité, der netop har offentliggjort, at deres valg som månedens unge spiller i juni også er faldet på Frendrup.

Komitéen begrunder valget med følgende ord:

- Frendrup er med sit kontante og disciplineret spil på den centrale 6’er-position stærkt medvirkende til, at Brøndby IF defensivt har været nærmest umulige at lave chancer imod. Morten Frendrups præstation i den københavnske derby var et klart bevis på, hvor langt han er i sin udvikling.

19-årige Morten Frendrup startede sin karriere i barndomsklubben Tuse IF, inden turen gik over Holbæk B&I, og i 2015 kunne han underskrive kontrakten med Brøndby IF. Midtbanespilleren er af årgang 2001 og blev den yngste debutant i Brøndby IF, da han med sine 16 år og 310 dage kom på banen i 2018 i et opgør mod Lyngby BK. 

Frendrup har i denne sæson nydt godt af tilliden fra Niels Frederiksen og har fået sit helt store gennembrud med 24 kampe i Brøndbytrøjen.  

Du kan se Morten Frendrup få overrakt titlen som juni måneds unge spiller på Brøndby Indefra.