Ole Palmå: Under Corona-krisen blev fællesskabet tydeliggjort for alle

19.05.2020 14:30

Det er nok ikke gået manges næse forbi, at ’Aldrig Alene’-trøjen blev en succeshistorie, der overgik klubbens vildeste forhåbninger. Trøjen, som blev lavet efter mange opfordringer fra fansene, så de kunne støtte klubben økonomisk, blev solgt i 34.369 eksemplarer.

Men selv om det var det imponerende trøjesalg, der stjal alle overskrifterne, er det værd at nævne flere andre områder, hvor der er blevet sat en markant, fed streg under fællesskabet på Vestegnen.

I Køb Gult-kampagnen har der bl.a. været fokus på at købe billet-vouchers, som gik til Fanafdelingen i Brøndbyernes IF. I samarbejde med forskellige organisationer fordeler de det antal solgte billetter, så folk på Vestegnen uden det store økonomiske råderum også kan komme til fodbold på Brøndby Stadion.

Salget af billet-vouchers, som i daglig tale kaldes fællesskabs-billetter, har nu ramt 14.900 billetter. Endnu en imponerende bedrift af de mange tusinde Brøndby-fans, der altså har valgt at købe billetter til andre end sig selv.

- De to ovenstående bedrifter understreger, at fællesskabet på Vestegnen er virkelig stærkt, og under COVID-19-krisen blev det tydeliggjort for alle. Samtidig har 5.700 sæsonkortholdere allerede valgt at forny deres sæsonkort til den kommende sæson, og vi håber og tror på, at det tal vil vokse i den kommende måneds tid, hvor det stadig er muligt at forny, fortæller Ole Palmå, der er administrerende direktør i Brøndby IF.

Også på brondbyshoppen.dk har det været stort tryk på salget under nedlukningen, der sluttede i dag, hvor Brøndby Shoppen slog dørene op igen for første gang i mere end to måneder.

Tager man salget af ’Aldrig Alene’-trøjen ud af betragtning, er onlinesalget alligevel steget med næsten 30 procent – bl.a. på baggrund af en #TømBrøndbyShoppen-kampagne, som fansene selv tog initiativ til på Facebook, Instagram og Twitter.

- Dertil kommer, at fansene også har valgt at købe produkter hos de af klubbens partnere, der har deltaget i Køb Gult-kampagnen. Der er flere partnere vendt tilbage til os med en melding om, at de har oplevet en markant stigning i salgsaktiviteterne, fortæller Ole Palmå, der står tilbage som en stolt direktør.

- Der er ingen i eller omkring Brøndby IF, der er i tvivl om, at klubbens fans er noget særligt. Men at de træder til i en sådan grad, som de har gjort, gør mig stolt. Ikke blot har de stået skulder ved skulder med klubben og vores partnere, men de har også støttet medfans i en svær tid. Fællesskabet starter og slutter med måden, vi agerer på overfor hinanden, og jeg tror ikke der findes et større fællesskab i Danmark, end det vi har. Det er ganske ekstraordinært.