Ole Palmå: Fællesskabet skal få os igennem denne svære tid

07.04.2020 12:58

Brøndby IF har i dag offentliggjort, at man har valgt at suspendere forventningerne til årets resultat på baggrund af myndighedernes seneste udmeldinger. Administrerende direktør Ole Palmå fortæller her om baggrunden for suspenderingen af forventningerne til året for Brøndby IF.

- I den aktuelle situation er der så store og væsentlige usikkerheder forbundet med, hvornår og hvordan der kan afvikles kampe i 3F Superligaen igen. Det betyder, at vi på nuværende tidspunkt ikke kan vurdere, hvor stor den samlede effekt af myndighedernes påbud vil have på vores forretning i indeværende regnskabsår. På den baggrund har vi valgt at suspendere vores guidance for 2020, men så snart der kommer større klarhed, vil vi komme med en opdateret guidance for 2020.

Det er administrerende direktør Ole Palmås håb, at myndighederne i næste fase af genåbningen af samfundet tillader, at man kan spille kampe igen.

- Det er en yderst kompleks og vanskelig situation, vi står i, der blev forstærket med statsministerens pressemøde i går. Her blev det gjort klart, at påbuddet mod store forsamlinger af mennesker nu er blevet forlænget med yderligere fem måneder frem til september. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at en nedlukning af vores branche i så mange måneder vil have voldsomme konsekvenser for dansk fodbold. Sammen med Divisionsforeningen og Dansk Erhverv har vi nu en stor opgave foran os, hvordan vi sammen med myndighederne kan sikre, at hjælpepakkerne gør størst mulig nytte og sikrer klubbernes fremtidige eksistens. Derudover arbejder vi på at få afklaret indholdet af den næste fase i genåbningen af samfundet, som myndighederne iværksætter 10. maj. Her er det vores håb og forventning, at det igen skal blive muligt at afvikle kampe i 3F Superligaen, som kan vises på TV.

I går satte man sæsonkortsalget i gang for den kommende sæson, og alene i de første 24 timer blev der fornyet sæsonkort for over en million kroner.

- Vi arbejder p.t. med et nødberedskab, da størstedelen af vores medarbejdere er sendt hjem. Derfor varmer det utroligt meget, når fællesskabet i den grad viser sin styrke. Det er fællesskabet, der skal sikre, at vi kommer igennem denne store krise og den opbakning, vi mærker fra fans og sponsorer i denne ekstraordinære situation, er enestående. Hver en krone tæller, for uden indtægter fra kampdage er det naturligt, at vi som klub bliver presset på likviditeten. Den tålmodighed og opbakning der bliver vist klubben i denne svære stund er afgørende for, at vi lykkes. Så på vegne af alle i klubben skal der lyde en stor tak til det store fællesskab, som endnu engang viser sin værdi.