Velkendte ansigter på valg til bestyrelsen

02.04.2020 10:01

Til dagens generalforsamling bliver der sagt farvel til de tre bestyrelsesmedlemmer. Det er Adam Falbert, Thorleif Krarup og Morten Albæk, og på valg til at erstatte dem er tre nye, men velkendte ansigter.

Bestyrelsesformand og hovedaktionær Jan Bech Andersen forklarer:

- Det er med stor taknemmelighed for deres indsats for klubben igennem årene, at jeg og den øvrige bestyrelse takker af med Adam Falbert, Thorleif Krarup og i særdeleshed Morten Albæk. Vi er i dag fire år inde i strategi 6.4 og har for få uger siden gennemført en succesfuld emission, og alle tre har bidraget væsentligt til, at vi er kommet så langt, som vi er i dag.

- Brøndby IF står i dag på et langt mere solidt fundament, end før vi søsatte strategien, og de har ydet en stor indsats i at sætte fællesskabet ind i kernen af Brøndby IF’s fortælling og sørget for, at vi hele tiden har haft det strategiske sigte for øje med henblik på at skabe en bæredygtig klub i økonomisk balance.

Til at erstatte de tre udtrædende bestyrelsesmedlemmer stiller Birgit Aaby, Hermann Haraldsson og Niels Roth op til bestyrelsen.

- Det glæder mig usigeligt, at tre så stærke erhvervsfolk ønsker at træde ind i bestyrelsen. Birgit Aaby har bygget en stor virksomhed op fra bunden og besidder masser af erfaring i at drive en effektiv forretning. Derudover har Birgit et stærkt netværk, også i klubben, gennem sit engagement herude i mange år.

- Mange Brøndby-fans kender jo Hermann Haraldsson, som var i klubben for en række år siden. Jeg er utrolig glad for, at Herman stiller op til bestyrelsen, da han i de seneste mange år har gjort et fantastisk stykke arbejde med boozt.com som direktør. Netop Hermanns ekspertise i forbrugeradfærd og online-salg vil være en virkelig stærk kompetence at få ind i bestyrelsen. Sidst, men ikke mindst, så vil Niels Roth kunne bidrage væsentligt i bestyrelsen med sin finansielle indsigt og erfaring fra bankverdenen. Niels har, ligesom Hermann, tidligere været en del af klubben herude i en kort periode, og vi er utroligt glade for, at Niels ønsker at være en del af bestyrelsen i dag. De tre har min fulde opbakning ved generalforsamlingen senere i dag.

Ved dagens generalforsamling vil Jan Bech Andersen stille op som bestyrelsesformand og Jesper Møller som næstformand. Derudover stiller Christian Barrett, Torben Bjørn Christensen, Sten Lerche, Sune Blom og Jesper Nygård alle op til genvalg.

Tillidshverv

Birgit Aaby
COMBI SERVICE 
LÜNEBURG 2002 ApS under frivillig likvidation
KOMPLEMENTARSELSKABET VÄSTERVIK, FALKENBERG, FALKÖPING ApS
TRAVEL SENSE A/S
K/S VÄSTERVIK, FALKENBERG, FALKÖPING
SNT ApS
LIONS INVEST ApS
TOO GOOD TO GO

Hermann Haraldsson
BOOZT  (adm. direktør)
TV2/DANMARK A/S (bestyrelsesmedlem)
Og derudover ledelseshverv i en række personligt ejede selskaber.

Niels Roth
FAST EJENDOM DANMARK A/S (BF)
FRIHEDEN INVEST A/S (BF)
ARVID NILSSONS FOND (BM)
CAPITAL FOUR HOLDING A/S (BM)
CAPITAL FOUR MANAGEMENT FONDSMÆGLERSELSKAB A/S (BF)
CAPITAL FOUR AIFM A/S (BF)
ZIRA INVEST II ApS (Direktør)
ZIRA INVEVST III ApS (Direktør)
ZIRA INVEST IV ApS (Direktør)
JAJOPO Invest ApS (Direktør)
SELECT PARTNERS I/S (Partner)