Maxsø: Vi skal have fokus på egne styrker

06.03.2020 11:05

På søndag gælder det kampen på Right to Dream Park mod FC Nordsjælland - et opgør, der historisk set er et meget målrigt ét af salgsen. Anfører Andreas Maxsø, som har tørnet ud for begge mandskaber, mener, at tilgangen til fodbolden for de to klubber oftest har været årsagen til, at det har været nogle underholdende kampe at følge. 

- Når man spiller i Nordsjælland, kommer man ud som et hold, der gerne vil spille offensivt, jagte og score mange mål. Det samme gælder Brøndby, så det er to hold der passer godt til hinanden i forhold til at spille offensivt, og på den måde har det været meget åbne kampe med mange chancer. Det er i hvert fald en af grundene til, at der er blevet scoret mange mål. Det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at gå på søndag, fortæller Andreas Maxsø forud for søndagens opgør i Farum.   

Opgørene mellem de to mandskaber er normalt ikke noget, man forbinder med kontrolleret forsvarsspil og clean sheets - vi skal faktisk helt tilbage til 2012 for at finde det seneste ud af blot tre kampe, der er endt 0-0. Men netop at holde nullet er noget, Maxsø fremhæver som værende en af nøglerne i søndagens kamp. 

- Jeg føler, at vi er klar til at tage kampen op. Vi er godt klar over, at det kan blive en udfordring at spille på den bane, de kender så godt, for det er et sted, hvor de fleste hold i Superligaen har svært ved at dominere. Vi skal ud at spille vores eget spil og ikke tænke for meget over, hvad Nordsjælland gør. Dermed ikke sagt at vi ikke skal have fokus på det, men først og fremmest handler det om os selv. Som forsvarsspiller vil jeg selvfølgelig håbe, vi kan holde nullet - det er det næstvigtigste efter sejren.  

Når opgøret på søndag bliver sparket i gang, mener Maxsø ikke, at Nordsjælland kan overraske de blågule, han mener derimod, at det er vigtigt at holdet spiller med mod og omtanke.  

- Vi har spillet mod Nordsjælland så mange gange, så vi ved ligesom, hvad de kommer med. Vi skal turde holde i bolden og spille, som vi ved, vi kan, og så skal vi ikke gå ud at frygte dem, men have respekt for, at de har nogle kvaliteter, som vi skal have lukket ned for. Vi skal prøve at gøre det til en mindre åben kamp, end de gerne vil have, afslutter Maxsø.

Hvis du tror, at Andreas Maxsø og holdkammeraterne kan holde FC Nordsjælland fra at score, er der odds 5.0 at hente på et clean sheet hos Betfair.

Foto: Getty Images